Asylpolitik

Asyl til flygtninge og indvandrere?

Naturligvis skal flygtninge, der er kommet hertil af vidt forskellige årsager, have asyl. Det er vi også forpligtet til ifølge adskillige internationale konventioner. Indvandrere er en lidt anden situation. De har sjældent de samme begrænsninger som flygtninge, og asyl i andre lande er et reelt alternativ. Befolkningstætheden i Danmark er en af Europas højeste og vi har en relativt høj andel af flygtninge og indvandrere i Europa.

Danmark og de skandinaviske lande har en relativt gavmild samfundstruktur for mennesker der flytter hertil. De får ikke ligefrem en borgerløn, men den offentlige støtte giver en bedre købekraft end man vil kunne få i de fleste andre lande i verden. Samtidig er samfundet ret trygt, arbejdsmarkedet er dynamisk og der er mange uddannelsesmuligheder samt mulighed for opkvalificering.

Det er konkrete og til tider afgørende incitamenter til at søge til Danmark eller de andre nordiske lande.

Når nu ingen internationale sammenslutninger som fx EU eller FN formår at lave en fælles løsning, må landene selv håndtere mængden af asylansøgere. Danmark har i mange år været et populært land at komme til, men problemer med ghettoer, dårlig integration, kulturkonflikt, muhammedtegninger, bander, fremmedfjendskhed og en medieskabt virkelighed, fyldt med kriminalitet og meget få positive beretninger, selvom potentialet er stort.

Vi har ikke i tide indrettet landet til at modtage det antal flygtninge der har fået asyl de seneste årtier, og i øjeblikket er der stadig ikke fundet en langsigtet løsning på fx ghettoer og den store koncentration af indvandere i bestemte områder. Det betyder at mange danskere ikke møder eller kender en indvandrer og omvendt.

Derudover er der heller ikke tilstrækkelige penge i statskassen til integrationen, politiindsatsen, efteruddannelses, praktikpladserne samt en mere balanceret fordeling af disse mennesker, så danskerne i større grad møder dem i deres dagligdag. Den store økonomiske byrde kombineret med økonomisk krise, retfærdiggør at reglerne for asyl skærpes.

Hos regeringens støtteparti, Enhedslisten, er de manglende penge i statskassen blot et spørgsmål om politisk vilje til større omfordeling. Dermed er der råd til medmenneskelighed i form af asyl til trængende og de medfølgende penge det kræver.

Politisk medmenneskelighed er en stor udgift for statskassen, som danskerne generelt ikke er villige til at bidrage mere til. Det ikke er legitimt at statens omfordeling bliver større. Forvaltningen af disse penge hviler på en langsigtet plan, som endnu ikke findes. Samtidig tager Danmark et overordentligt stort ansvar på området i forhold til andre europiske lande.

Danskere siges berettiget, at møde nytilkomne med en grad af mistillid. I USA har man en mere åben tilgang til nyankomne. Amerikanere er generelt rigtig gode til at byde velkommen og hjælpe. De er bedre til at stoppe op og tale med de nye sætte sig ud over forskelle som fx religion, beklædning, hudfarve og adfærd.

Forskellene forklares meget simpelt med hvad samfundet gør for de nytilkomne.

I Danmark får man en pæn offentlig støtte, mens man i USA skal klare sig selv. Dermed kan man ikke mistænkes for at nasse på samfundet, hvilket ansporer til større hjælpsomhed og anerkendelse hos lokalbefolkningen.