Fattigdom er til at brække sig over

Hvis det påstås at et par på kontanthjælp (der får 12.000 om måneden) er fattige, brækker Joachim B. Olsen sig.

Tallene skulle være rigtige. Det skulle være disse mennesker, som SFs Özlem Cekic mener, er fattige og som i øvrigt også i stigende antal beder om økonomisk julehjælp. Joachim B. Olsens påstand må bygge på, at den familie naturligvis har en stram økonomi, men at det stadig bør være muligt at kunne prioritere således, at man kan købe juleand.

Hvis man ryger (og det koster ca. 1000 kr. om måneden) er der ingen undskyldning for ikke at have råd til at holde jul. Man kan få meget mad for de penge, og det er ikke samfundets opgave at betale for dine smøger.

Men hvornår er man fattig?

FNs fattigdomsdefinition er $1,25 (6,50 kr.) om dagen for lande med meget lave indkomster, og $2,15 (11,30 kr.) for lande med en middel indkomst.

EU's fattigdomsdefinition er, at man er fattig, hvis man tjener mindre end 60 % af landets medianindkomst (medianen er ikke gennemsnittet, men den midterste indkomst).

I OECD er grænsen ved 50 % af medianindkomsten. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (venstrefløjens økonomer) svarer det til at der er ca. 300.000 fattige i Danmark, inkl. studerende på SU.

I Danmark har vi ikke en fattigdomsgrænse, selv om det har været på den politiske dagsorden. Der er nemlig nogle problemer med de relative definitioner som EU og OECD bruger. Eksempelvis er mange danskere blevet fattigere under finanskrisen. Det har sænket medianindkomsten og dermed også fattigdomsgrænsen. Dermed er nogle folk ikke længere fattige, selvom deres indkomst ikke er steget.

Definitionen på fattigdom handler ikke om hvorvidt man kan leve, men om man blot kan overleve.

Derfor skal en fattigdomsgrænse være kulturelt betinget. Eksempelvis mener mange i Danmark at man er fattig, når man ikke har råd til at give sine børn en stor børnefødselsdag, eller betale for at børnene går til spejder. I mindre velstående lande, er fattigdom, ikke at have råd til at spise kød osv.

Derfor mener jeg, at man er fattig, hvis man ikke har råd til at deltage i samfundet på minimal vis, fx at holde jul. Overførselsindkomsterne skal være på et niveau, så man kan deltage i samfundet. Hverken mere eller mindre. Så bør ingen på overførselsindkomst anses for at være fattige.

Demokratisk Medlemskab af EU

De fleste danskere ved ikke noget som helst om EU, og er også helt ligeglade. Man føler ikke det har betydning i hverdagen og EU-institutionen er enormt kompleks, uoverskuelig og ikke gennemført demokratisk. Det betyder også at vi reelt får intet at vide om EU i nyhederne, fordi man ved folk ikke gider høre om det.

Faste afstemninger

Vi er medlem med fire forbehold. Vi stemmer om hver eneste traktat, altså om EU skal have mere magt. Dog blev Lissabon-traktaten gennemført (ratificeret) i Danmark uden folkeafstemning. Men vi stemmer aldrig om hvorvidt EU skal have mindre magt, eller om vi overhovedet skal være medlem.

Faste tidspunkter for afstemninger, eksempelvis hvert tiende år, betyder at EU i højere grad kommer på dagsordenen. Politikere og medier vil bruge mere tid på emnet, og befolkningen påvirkes til at interessere sig mere om emnet. Det vil også være mere demokratisk.

Men så risikerer vi jo at ryge ud af unionen?

Ja, og det er netop hvad demokrati indebærer. Vi er medlem hvis befolkningen ønsker det og omvendt. Hvis man melder sig ud af unionen vil der gå 10 år før man kan melde sig ind igen.

Det siges at være voldsomt besværligt at melde sig ud, men det er netop fordi man har bygget EU op, så det ikke er realistisk at melde sig ud. Vi er bundet til unionen, uanset om vi vil eller ej.

Vi har været medlem af EU siden 1972, og hvis vi en dag skulle være imod en traktat eller selve medlemskabet får vi i stedet et halvt medlemskab med flere forbehold.

EURO – det økonomiske forbehold

Vi er med i 2. fase af ØMUen. DKs forbehold består reelt i, at vi har beholdt vores egen valuta (mønter og sedler). Kronen følger Euro meget stramt, hvilket nationalbanken sørger for via renten (pengemængden).

Når vi ikke har Euro, betyder det at vi ikke har politisk indflydelse (DK har 13 medlemmer i europaparlamentet ud af i alt 736).

Samtidig betyder det også at vi ikke er forpligtet til at indgå i hjælpepakker til lande som Portugal og Grækenland, som alligevel ikke kan betale tilbage.

Afstemning om euro-forbeholdet er så småt på dagsordenen. Det er længe siden vi sidst stemte (september 2000) og helt klart på sin plads igen at stemme. Flere gange i årenes løb har politikere åbnet muligheder for euroafstemninger. Men det ville være logisk at have faste datoer, så vi undgår at tidspunktet præges af politisk taktik og vælgerstrømninger. Faktisk burde vi stemme om alle fire forbehold på én gang.

Kan det betyde, at vi skal stemme om euroen under en økonomisk krise i EU?  

Ja, men det er netop et udtryk for demokrati at vi ikke stemmer i forhold til, hvornår der er størst chance for at vi stemmer ja.

Befolkningen vs politikerne

Befolkningen er splittet omkring EU's store indflydelse på dansk politik, mens der samtidig er et stort flertal i folketinget for medlemskab af EU. Det betyder at der kun er få gunstige tidspunkter for folkeafstemninger, og at politikerne derfor helst vil ratificere traktater uden folkeafstemninger.

Mange danske politikere er så sikre på at EU samlet er en stor gevinst for DK, at det er rimeligt at undgå folkeafstemninger, pga. risikoen for at befolkningen ikke vil have medlemskabet.

Det mest demokratiske er, at politikerne påtager sig opgaven at forklare befolkningen, hvorfor EU er så godt og udskriver den afstemning. Så har befolkningen reel indflydelse på hvor meget magt DK skal afgive til EU.

Brudte Løfter?

Med en ny regering kommer ny politik. Og masser af valgkampsløfter fra begge fløje.

Helle Thorning Schmidt har givet nogle klare løfter:

·        24-års regelen bliver ikke fjernet

·        Boligpakken

      -    Suspendering af tinglysningsafgift

      -    Fritagelse for ejendomsværdi-beskatningen og kommunal grundskyld frem til 1. januar 2013 hvis man handler bolig

·        Betalingsringen

Regeringen ser ud til at holde løftet om 24-års regelen og betalingsringen, men boligpakken er ikke med i regeringsgrundlaget. Det er et klart løftebrud.

Under valgkampen fortalte den nye regering om mange forskellige initiativer. Men der er stor forskel på hvad man ville før valget, og hvad man skriver i regeringsgrundlaget på mange punkter:

·        Ingen lettelser i topskatten (generelt ingen skattelettelser)

·        12 minutter mere arbejde (i gennemsnit)

·        Efterlønsreform skal annuleres

·        Dagpengeperioden skal tilbage på 4 år

·        Millionærskat

·        Bankskat

·        Billigere tog- og busbilletter

·        To lærere i de små klasser

De forskellige argumenter fra den nye regerings side har været

·        Underskuddet i statskassen er meget større end ventet

·        Hensyn til at Radikale Venstre også kom med i regering

·        At der ikke har været stemmer for nogle forslag i det nye folketing

Før valget var man uden tvivl klar over at der var en kæmpe underskud i statskassen, men havde meget lidt fokus på hvor man ville finde penge til de mange initiativer.

Man vidste uden tvivl også at de radikale med stor sandsynlighed ville komme i regering. De radikale var større end SF i meningsmålingerne gennem hele valgkampen.

Et initiativ er kun et løfte hvis politikerne lover at det sker. Hvis man blot har sagt at man vil arbejde for det, og det ikke er i regeringsgrundlaget, er det ikke et løftebrud, men et kalkuleret vælgerbedrag.

Nogle kilder:
http://www.bt.dk/politik/regeringens-brudte-loefter

http://politiken.dk/politik/ECE1410677/boligpakken-er-doed-trods-thornings-loefter/

Regeringsgrundlaget – Nationaløkonomi

Økonomien skal ’kickstartes’

Fremrykkede offentlige investeringer består konkret i at arbejdet med broer, veje, bygninger og andet anlæg, som finansieres med statslige midler, skal begynde tidligere. Det skaber midlertidige arbejdspladser, men spørgsmålet er om de disse arbejdere får job på langt sigt, når byggeriet er færdigt. De tidligere regeringsparter vil gøre et samme.

Regeringen giver støtte til særlige virksomheder, bestemt ud fra hvad disse producerer. Det gælder klima, energi og velfærdsteknologi. Disse brancher vil nemlig være store og centrale i fremtiden, ifølge regeringen. De udvalgte brancher understreger den nye miljøvenlige dagsorden.

Hvilke nye jobs kommer der så i disse brancher?

Det bliver næppe ufaglærte. Der bliver nærmere brug for en stor bunke ingeniører, der kan beregne, konstruere og anvende ny teknologi, som udnytter klodens ressourcer mere effektivt og mindre miljøbelastende. Derudover bliver der behov for designere, handelsmænd og folk der kan tale kinesisk og indisk.

Sidst vil man, noget diffust, skabe flere arbejdspladser via et større offentligt forbrug.

Det er efterhånden klassisk økonomisk teori at når staten bruger flere penge, fx på virksomhedsstøtte eller skattelettelser vil det generelt medføre at disse penge skaber mere forbrug i samfundet. Det øger efterspørgslen efter varer. Dermed stiger beskæftigelsen, og giver langvarig vækst.

Der er dog også bivirkninger. Pengene er lånt og skal tjenes igen. Derfor skal de resultere i varig vækst. Den største fare jeg ser, er at man primært skaber jobs til højt uddannede. Det er ikke den klassiske danske arbejder, der får nye jobs på langt sigt. Det er ingeniøren og handelsmanden og kineseren. For mange danskere giver det ikke nye jobmuligheder.

En social økonomisk politik handler om effekter lige nu, men også om 20 år. Lige nu skal vi have flere arbejdspladser og styrke konkurrenceevnen. På længere sigt skal vi kunne konkurrere med kinesere og indere. Derfor er det nødvendigt at man har en uddannelse, så en virksomhed gider betale dig 5 gange så meget som de behøver betale en kineser.

Fedtafgiften

Info om afgiften

Loven træder i kraft 1. oktober (i dag).

Afgiften er på 16 kroner for 1 kg mættet fedt. Det svarer til 1 krone i fedtafgift for 62,5 gram mættet fedt.

Afgiften skal betales når varen produceres i Danmark eller når varen importeres. Beregningen skulle være kompliceret og relativt dyr, og mange virksomheder skal spørge deres udenlandske leverandører efter den præcise mængde mættet fedt i den vare, som man har importeret.

Undtagelser fra afgiften:

• Fisk, kalkun, kanin og hare
• Varer med under 2,3 % mættet fedt
• Producenter og importører der sælger varer med mættet fedt for max 50.000 om året

Men hvorfor kun afgift på mættet fedt?

Fedtsyrer kan deles op i mættet fedt samt enkelt umættede og flerumættede fedtsyrer. Mættet fedt er sværere at nedbryde, hvilket må være forklaringen på der ikke kommer afgift på de andre typer.

Mættet fedt gør varen mere fast, mens umættet gør varen mere blød og eventuelt flydende. Olie og margarine består primært af fedt, og deres forskellige struktur forklares af forskellen i fedtsammensætningen. Jo mere umættet fedtstoffet er, jo mere flydende er det. Og som de fleste ved, er umættet fedt sundere (lettere nedbrydeligt) end mættet fedt.

Det politiske aspekt

Det mest interessante er det politiske motiv for afgiften. Det kan der skrives uendelig meget om, men det hænger højst sandsynligt sammen med den moderne dagsorden om at føre en aktiv sundhedspolitik. Folkesundheden er blevet et populært politisk emne. Fedtafgiften fortsætter en klar tendens med stort politisk fokus på mindre rygning, flere partikelfiltre, færre kemikalier, mere økologi og mere motion.

Tidligere var det forbeholdt forskere at komme med udmeldinger om folkesundheden. Siden har også politikere og myndigheder meldt ud til fordel for at man følger sundhedsrådene, især med en masse kampagner. De seneste år har vi så fået flere konkrete politiske tiltag.

Udviklingen er gået fra at vi kunne følge rådene, til at vi bør og i enkelte tilfælde skal følge rådene.

Fedtafgiften er i værste fald et groft politisk indgreb i den individuelle valgfrihed, og konkurrenceforvridende. I bedste fald er det et indgreb, der medfører en bedre folkesundhed, og langt færre sundhedsudgifter for statskassen.

Det er et spørgsmål om hvad der er livskvalitet for den enkelte og for samfundet.

Henrik Sass Larsen vs PET

Henrik Sass Larsen blev ikke sikkerhedsgodkendt af PET. Det er centralt for en minister der nødvendigvis skal have adgang til fortrolig information.

Deres kriterier for vurderingen er bl.a.

• Strafbare forhold
• Alkohol- og narkomisbrug
• Økonomiske problemer
• Forbindelser til ulovlige eller udemokratiske elementer

Derefter er vi alle interesseret i at vide hvorfor PET ikke har sikkerhedsgodkendt ham.

Via medierne ved vi, at Sass Larsen har haft en bemærkelsesværdig omgangskreds i Køge, deriblandt en rocker og bedragerianmeldt partifælle.

Men PET vil ikke fortælle noget, og det er som sådan heler ikke deres opgave.

Ingen er juridisk forpligtet til at fortælle hvad der konkret ligger til grund for PETs afgørelse. Ud fra kriterierne er årsagen højst sandsynlig af personlig karakter, dvs den kan være privat. Hvis han eksempelvis har voldsomt rod i sin økonomi, eller har domme imod sig tidligere, må det være hans egen afgørelse om det skal offentliggøres. Men er det voldsomme forhold, er det også rimeligt at han ikke bliver minister.

Flere politikere, særligt fra borgerlige partier fortæller at en politiker i sit arbejde ikke kan undgå at tale med mennesker med betænkelig karakter. Derfor er de kendte forhold ikke nok til PET vil nægte Sass Larsen at blive godkendt. Der er forhold som vi ikke kender til, og det rager os heller ikke. Det er bare vigtigt at en minister har forudsætninger for at kunne varetage et job med så stort ansvar.

På trods af PETs vurdering kan Helle Thorning alligevel udnævne Sass Larsen som minister, men han valgte selv at trække sig som ministeremne.

Det er nærliggende at Thorning ville have droppet Sass Larsen som minister alligevel pga. af sagen. Hun vil gerne undgå at fortælle offentligt, at hun dropper Sass Larsen og har bedt ham melde det ud selv. Dermed rammer sagen hende selv så lidt som muligt.

Det undrer mig at man ikke i god tid (for flere år siden) i partiet, vurderede hvorvidt han kunne sikkerhedsgodkendes. Hvis der var en risiko, kunne man god tid signalere, at Sass Larsen ikke var kandidat til minimum et prestigefyldt ministerium. Var han mediernes bedste bud på en trafikminister forud for sagen, ville sagen være langt mindre skadelig for partiet, Helle Thorning og Henrik Sass Larsen.