27 juli 2012

3F vs Vejlegården

Medarbejderne på Restaurant Vejlegården har valgt at skifte fagforening fra 3F til Kristelig Fagforening.

Det betød at medierne i de nyhedsfattige sommermåneder, har dækket historien voldsomt i forhold til konfliktens omfang. Der sker simpelthen ikke ret meget andet.

3F er dybt utilfredse med udviklingen og har valgt at iværksætte en blokade foran restauranten, for at presse stedets direktør til at genindmelde sine medarbejde i 3F. Det vil han naturligvis ikke.

Blokade er en typisk fremgangsmåde i fagforeningsstridigheder, også længe før 3F blev til 3F, som en sammenslutning af bl.a. fagforeningen SiD. Blokaden er et effektivt middel til at presse restauratøren, da det kraftigt reducerer ans mulighed for at tjene penge. Uheldigvis for 3F har restauratøren en pæn mængde sympati i befolkningen, og vil nok tjene flere penge når konflikten er ovre.

Hvor 3F koster et godt stykke over 1.000 kroner om måneden, ligger Kristelig Fagforening (Krifa) i godt 400. Derudover har 3F forhandlingsret, dvs de er med i trepartsforhandlingerne med politikere og arbejdsgivere. Det er Krifa ikke, men vælger i stedet at kopiere store dele af den overenskomst som er resultatet af trepartsforhandlingerne.

Medarbejderne har valgt den billigere og lidt rettighedsreducerede løsning, og det har de naturligvis deres personlige frihed til at gøre. Store fagforeningernes eksklusivaftaler er heldigvis ved at forsvinde, og folk må selv vælge hvilken fagforening de vil være medlem af, eller om de overhovedet vil være med i én.

Det handler ikke om et opgør med den danske arbejdsmarkedsmodel. Modellen hvor arbejdsmarkedets parter gennem forhandlinger aftaler løn og arbejdsvilkår, er en fantastisk ordning, som udlandet er dybt misundelig over.
Det handler om at der skal være fri konkurrence mellem de forskellige fagforeninger. Målt på faglig indflydelse er 3F en langt bedre fagforening end Krifa, men altså også noget dyrere. Men man kunne godt forestille sig at nogle ville skifte fra Krifa til 3F, når de ser hvilke fordele 3F giver.

Folk skal selv have lov til at vælge fagforening, og at indføre dette frie valg ved lov, vil kun styrke den danske arbejdsmarkedsmodel. En faglig blokade understreger blot egen uvilje overfor fri konkurrence og dermed egen utilstrækkelighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar