Staten er en institutionen, der er skabt primært for at løse problemer for de mindre bemidlede i samfundet. På længere sigt kommer den dog alle borgere til gode i større eller mindre grad. Det afhænger dog af hvorvidt staten organiseres hensigtsmæssigt, men når det er tilfældet, er staten det bedste middel i løsningsprocessen på mange politiske spørgsmål.
Staten er den overordnede myndighed vi alle er aktionærer i, i form af forskellige indbetalinger til denne fælleskasse, men alligevel føler en form for afmagt mod, idet den ofte agerer med manglende hensyn, langsommelighed og ufleksibilitet.
Statens formål og legitime rammer
I tidernes morgen var der ingen stat. Kun mennesker. Man overlevede ved at være jæger, samler, jordbruger osv. Det giver risici i form af bl.a. sygdom, fejlsalgen høst, uddøende dyrearter og fjendtlige befolkninger. Disse og lignende problemer kunne ikke løses af det enkelte menneske, men kun gennem fællesskabets initiativ.
I tidernes morgen var der ingen stat. Kun mennesker. Man overlevede ved at være jæger, samler, jordbruger osv. Det giver risici i form af bl.a. sygdom, fejlsalgen høst, uddøende dyrearter og fjendtlige befolkninger. Disse og lignende problemer kunne ikke løses af det enkelte menneske, men kun gennem fællesskabets initiativ.
Statens oprindelige formål har altså været at varetage opgaven at løse diverse samfundsproblemer, som de enkelte borgere ikke kunne løse. Man havde brug for et organiseret fællesskab. Herved blev staten en organisering og siden en institutionalisering af fællesskabets initiativ.
Statens eksistensgrundlag er altså samfundsopgaver, der ikke kan løses af individet, men det betyder så også at de samfundsopgaver, der kan løses i privatsfæren ikke er et anliggende for staten. Det er selve statens legitimitet at den kun udøver magt på områder hvor det er nødvendigt.Det må være den overordnede ramme for det politiske område som staten skal forhold sig til.
Hvilke konkrete politiske spørgsmål staten skal forholde sig til er en vurderingssag. Ud fra Det er åbenlyst at staten skal arbejde med regionale problemer som miljø og kriminalitet, men skal holde sig fra forbud mod konkrete varer og adfærd, hvis det ikke generer andre end borgeren selv.
Staten er ejet af alle samfundets borgere, hvilket giver alle et medansvar. Heraf følger det logisk, at staten ikke må fratage borgeren sit personlige ansvar, da befolkningen over generationer ikke vil være i stand til at vedligeholde og reflektere over samfundet og staten.
EU
Princippet om at den øverste myndighed, staten kun skal have magtbeføjelser på områder hvor det private initiativ ikke rækker, kan også bruges om EUs udvikling. Det oprindelige mål i Kul- og Stålunionen var at varetage industrielle og forsvarspolitiske interesser på tværs af europæiske landegrænser. I dag er det nær uundgåeligt at EU udvikler sig til Europas Forenede Stater.
Den udvikling er en lang kompleks proces af gradvis øget politisk integration, som har betydet at EU har overtaget flere politiske opgaver fra medlemmerne.
Men hvis Europas Forenede Stater er legitimt, er det på betingelse at ingen samfundsopgaver kan løses i de enkelte medlemslande (tidligere nationalstater). EUs pendant til staten er Kommisionen. Den har initiativretten til politiske forslag. Denne initiativret kan idag anvendes på langt flere politiske områder end tidligere, hvilket klart understreger den øgede politiske integration.
Denne integration i EU, har på semi-demokratisk vis, betydet at unionen har mistet sin legitimitet. Det ses af de manglende folkeafstemninger i medlemslandene. Hvis borgerne i de enkelte lande blev spurgt om deres holdning i alle spørgsmål om suverænitetsafgivelse, ville udviklingen være gået meget langsommere. Det er fx dybt ironisk at et medlemsland er med i det politiske samarbejde efter ét 'ja' ved en folkeafstemning, men at landet derefter ikke stemmer om fortsat medlemsskab eller blot deltagelse i de forskellige politiske dele af EU.
EU er konstrueret således, at deltagelse er så forpligtende, at det er meget svært at komme ud igen, selvom befolkningen skulle ønske det.
Argumentet om at befolkningen ikke klar over hvad de stemmer ´nej´ til, kan sagtens være korrekt, men er blot en understregning af hvordan EU og nationalstaternes regeringer, har håndteret kommunikationen til befolkningen angående EU og unionens udvikling.
Anders Fogh Rasmussen
Et nyere eksempel på det er vanskeligt at fastslå den bedste størrelse på staten:
Anders Foghs berømte politiske bog "Fra Socialstat til Minimalstat" er ofte blevet citeret. Bogen er en voldsom kritik af velfærdsstatens udvikling, og argumenterer for en det direkte modsatte alternativ i form af minimalstaten.
Bogen blev ofte nævnt i politiske debatter under adskillige Fogh-regeringer, idet man så at hans regerings reelle politik ikke førte landet mod minimalstaten, men nærmere bevarede den. Danmark bevægede sig ikke væk fra socialstaten.
Der var altså en klar forskel mellem Anders Foghs Rasmussens holdninger i bogen og hvad hans regering senere gennemførte da han var statsminister. Det handler om idealistisk politik vs realistisk politik, men det er også en længere diskussion om politik og strategi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar