Magt vs kompromisløshed

Gennem 10 års borgerligt styre fra 2001 til 2011 var det konservative folkeparti det lille parti i forhold til Venstre i den borgerlige koalition. Partiet havde tidligere en gedigen storhedstid under Poul Schlüters styring, men har siden mistet vælgere i stort antal og Venstre overhalede dem i 90'erne.

Under regeringsperioden skiftede de konservative partiformand flere gange, deres største politiske kamp gjaldt flere skattelettelser, dog uden resultat, og de blev ofte hånet af politiske kommentatorer for reelt ikke at have den store indflydelse, fordi det store regeringsparti altid fik sin vilje.

At indgå i regeringskoalition er tit synonym med mere politisk magt. Men det lille regeringsparti har ofte også været nødsaget til at have en mere pragmatisk tilgang til politiske forhandlinger.

Midt i 2009 gik Socialdemokraterne og SF sammen om at danne et regeringsalternativ på den røde fløj. De blev enige om at være enige om langt de fleste politiske emner. Borgerlige politikere spurgte lystigt til de emner som umiddelbart skilte de to partier og fik nu mere pragmatiske svar.
At få del i magt fordrer pragmatisme.

Undervejs lå SF meget højt i meningsmålingerne, men historisk set har partiet altid ligget langt under Socialdemokraterne, og det gav sig udslag i hvordan de to partier tilnærmede sig hinanden. SF havde taget Socialdemokratiets holdninger til sig, og dermed havde det lille parti accepteret det store partis holdninger.

Senest har regeringen indgået en skattereform med borgerlige partier, som SF næppe ville have stemt for, hvis de ikke var i regering. Som skrevet i tidligere indlæg minder reformen mere om borgerlig økonomisk politik end socialistisk. Selvom SF har vist større kompromisvillighed de seneste år, er reformens udformning dybt kontroversiel i partiet. Den er socialpolitisk skæv og indeholder fx topskattelettelser finansieret ved bl.a. at sænke stigningstaksten på overførselsindkomster.

Det er i direkte modstrid med SFs egen økonomisk politik, og derfor er det ulmende oprør i partiet helt forventeligt. Der er andre problemer som dårlige meningsmålinger, en overbebyrdet partiformand og et dramatisk valg til landsledelse og næstformænd, men når partiets skattepolitiske forhandlere oveni indgår kompromis om en borgerlig skattereform, er oprøret helt naturligt.

Men SFs folketingspolitikere Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic har offentligt udmeldt at de stemmer imod reformen. Selvom folketingsmedlemmer ifølge loven primært er forpligtede overfor deres egen holdning, er det helt uhørt i dansk politik, at regeringspartiers medlemmer stemmer imod regeringens politik. Selvom to utilfredse politikere hører til partiets venstrefløj, viser deres offentlige utilfredshed, hvor langt væk reformen er fra SFs socialistiske samfundsideal. Ledelsen har gjort det klart at de ikke accepterer at medlemmerne stemmer imod, mens lokalformændene er mere splittede.

SF ville i regering af flere årsager, men primært fordi de anså det for at være en mere magtfuld position end blot at være en del af en eventuel rød regerings parlamentariske støtte. Indtil videre har partiet haft stor symbolsk magt som en mere integreret del af det socialistiske politiske samarbejde. Men samtidig har partiet ikke fået sat et tydeligt aftryk på regeringens politik, der nok ikke havde været anderledes hvis SF ikke var i regering.

Bredt forlig om skattereform

En 'rugbrødsreform' - Det var hvad skatteminister Thor Möger Pedersen kaldte regeringens udspil til reformen. Det skule handle om at øge arbejdsudbuddet og siden skabe arbejdspladser. Det vil sige at folk skal arbejde mere, og der skal skabes incitament til flere investeringer i erhvervslivet.

Thor diskede bl.a. op med ønsket om skattelettelser i topskatten, samt at overførselsindkomster i fremtiden skal stige langsommere. Det er nærmere liberal end socialistisk politik og er dybt kontroversielt blandt mange  af SFs vælgere.

De der havde stemt på SF og socialdemokraterne, havde nok ønsket en mere social reform. De ønsker fortsat at udjævne økonomiske skel i samfundet, og skulle der gives skattelettelser, skulle det være på bundskatten, som kommer de svagere befolkningsgrupper til gode.

Herefter skulle regeringen finde samarbejdspartnere. Det oplagte valg var regeringens støtteparti Enhedslisten, som dog aldrig før har stemt for en samlet finanslov. I sidste øjeblik blev det i stedet til en aftale mellem regeringen og Venstre samt Konservative.

Enhedslisten er pissesure og anser ikke længere sig selv for at være støtteparti til regeringen. Men de vælter alligevel ikke regeringen pga. alternativet og de aktuelle meningsmålinger. Partiet skovler samtidig nye medlemmer ind, hvilket må tolkes som en større folkeprotest mod, at den socialistiske regering endnu ikke har ført ordentlig socialistisk politik.

Samtidig må Venstre og Konservative samt de radikale anses som de store vindere, da skattereformen meget godt repræsenterer deres økonomiske politiske synspunkter.

Skattereformens indhold

·        Grænsen for topskatten sættes op. I dag er den på 389.000 kroner, men i 2020 vil grænsen være 467.000 kroner. Allerede i 2014 sættes den op med 20.000 kroner.

·        Rentefradraget sættes ned.

         I 2020 vil fradraget være på 20,4 procent. Det gælder for renteudgifter på over 50.000 kroner for enlige, og 100.000 kroner for par.

·        Beskatningen af firmabilerne øges.

·        Overførselsindkomsterne justeres fremover efter den almindelige prisudvikling (inflationen), og ikke som nu efter lønudviklingen. Det giver en lavere stigning.

·        Iværksætterskatten afskaffes.

·        Beskæftigelsesfradraget stiger gradvist til 10,6 procent i 2020.

·        Børnechecken beskæres for de rigeste. Tjener en forælder mere end 700.000 kroner, bliver der barberet to procent af den sum, der ligger over de 700.000 kroner.

·        Ældrechcken hæves med 4.500 kroner om året.

·        Pensionstilægget sættes op med 750 kroner årligt.

·        Rejsefradraget, der bruges når man henter arbejdskraft uden for Danmark, bliver halveret fra de nuværende 50.000 kroner til 25.000 kroner.

Det er solid keynesiansk ekspansiv skattepolitik. Reformen er så omfattende at den nærmest kan ses som en mindre finanslov. Staten sender øgede økonomiske midler ud i samfundet, som skaber øget forbrug og investeringer. Over tid vil regeringen investering komme tilbage i statskassen i form af øgede indtægter på skat, moms og afgifter, og sandsynligvis vil det med tiden generere flere penge end den oprindelige investering.

Reformen er en åbenlys konsekvens af at velfærdssamfundet er blevet overordentligt dyrt, så der skal tjenes flere penge til statskassen på langt sigt.

De nye arbejdspladser, som reformen skaber, bliver ikke til de ufaglærte. De bliver skabt i brancher hvor Danmark fortsat er konkurrencedygtig, hvilket ikke er i produktionsfasen, men i faserne med innovation, design og marketing samt klimavenlige erhverv.

Det kræver altså en videregående uddannelse for at få et job i fremtiden, og regeringen har nødvendigvis også et mål om at flere skal uddannes. Det er nødvendigt for at opretholde vores velfærdssamfund.

Når overførselsindkomsterne skal stige langsommere, er det både i tråd med ønsket om at øge arbejdsudbuddet, men også en erkendelse af at mange arbejdsløse ikke har et økonomisk incitament til at arbejde. Det er især et problem at arbejdsløse akademikere ikke søger job uden for det område de er uddannet. Det er en bivirkning af at de danske universiteter i mange år har uddannet langt flere humanister end arbejdsmarkedet efterspørger. Men mange venter alligevel mange år på at finde arbejde indenfor deres område.


Regeringen er nu tvunget til at fokusere på at omfordele mere socialt i kommende finanslove og reformer. Den store utilfredshed hos de mange røde vælgere og partimedlemmer vil eksplodere, hvis de ikke føler, at regeringens politik i fremtiden giver et socialt mere lige samfund.

Homo-vielser

Torsdag d. 7 juni fik homoseksuelle ret til at blive viet i de danske kirker.

Danmark er det første land i verden der giver disse rettigheder, og var også først, da man i 1989 indførte muligheden for registreret partnerskab.

Det er en voldsom hurtig udvikling i lovgivning og også tegn på en bemærkelsesværdig hurtig holdningsændring i befolkningen. Samtidig har det også været politisk opportunt at give rettighederne.

Danmark er en demokratisk retstat, bygget på protestantisk kristne værdier. Landet har altså en årelang politisk og religiøs tradition. I de senere årtier er der dog kommet større opbakning bag at skille stat og kirke, særligt fordi yngre generationer er markant mindre kristne. Vi bygger altså vores politiske argumentation i mindre grad på Bibelen.

De kristne værdier tilsiger stærke menneskerettigheder, men også et skeptisk syn på seksuelle afvigere som homoseksuelle - de kan jo ikke få børn og skabe en slægt på naturlig vis! Med tiden er perspektivet herpå dog skiftet i mere human retning, så homoseksuelle nu bør ligestilles med heteroseksuelle.
Så når homo-vielser indføres ved lov, understreger det bevægelsen mod ligestilling af af folk uanset seksualitet.

Den store konflikt ligger i Bibelens og dermed nogle præsters syn på homo-vielser. Det gamle Testamente er groft imod homoseksualitet, mens det nyere er mere vagt, men ikke ligefrem accepterende. Det har fået flere præster til at nægte at vie homoseksuelle. De er lige gode i Guds øjne, men deres seksualitet er ikke forenelig med kirkebryllupets funktion.

I en frigjort nation, hvor argumenter i højere grad konstreuers og valideres gennem fornuft frem for religion, er det naturligt at stille folk juridisk lige uanset seksualitet. Derfor skal homoseksuelle naturligvis have ret til at blive kirkeviet, ligesom de også skal have ret til adoption og kunstig befrugtning på lige vilkår med heteroseksuelle par.

Problemet er dog at kirkebryllupet er en kristen tradition, som foreskriver kristne værdier og kristent menneskesyn. Og hvis man læser Bibelen bogstaveligt, som nogle præster gør, så er homoseksualitet ikke et fundament for en familie og kirkebryllupet er derfor forbeholdt de heteroseksuelle.

De nye rettigheder er et stærkt politisk signal om ligestilling og et opgør med traditionelt kristent livs- og menneskesyn. Men i praksis kan det være en ambivalent følelse som homoseksuel at blive kirkeviet, da kirken symboliserer kristendommen og Bibelens manglende accept af seksuelle afvigere.

Christiania

Den lille koloni på Christianshavn er en blanding af hjemmebyggede træhuse, økologisk mad, natur og en massiv hashlugt.

Det har en unik hygge og stemning i vores tid og er voldsomt berømt rundt omkring i verden. Det er en velkendt seværdighed for alverdens turister. Det er en oase af ungdomsliv, idealistisk solidaritet og demokratisk fællesskab.

Men Christiania er også et center for hashsalg. Hash bør gøres lovligt, men så længe det er ulovligt, bør det ikke sælges, og det er en opgave for politiet at gribe ind. Salget skal indstilles, sælgere og bagmænd skal efterfølges juridisk og Christiania skal kontrolleres regelmæssigt, så fremtidigt ulovligt salg forhindres.

Når Hash legaliseres vil det medføre at det lukrative marked kan registreres og bidrage solidarisk til samfundet via skattebetaling. Det vil altså øge Christianias solidariske profil. Mens da hash er ulovligt, er det dybt usolidarisk at christianitter åbent accepterer hashsalg på deres område.

Salget foregår på Pusher Street, og der er opstillet skilte om at det er forbudt at fotografere. Det er ikke en lov, men en regel christianitter og sælgere selv håndhæver. Deres argument er at når nu hashsalget foregår, så skal forbuddet beskytte købere, der ikke ønsker at blive filmet, mens de køber den forbudte tobak.

På trods af at fotoforbuddet ikke er en lov fra Folketinget, håndhæves det, om nødvendigt med trusler og vold, hvilket naturligvis er strafbart. Man bryder altså loven med ønsket om på at beskytte køberne. Samtidig kan hverken borgere eller medier bekræfte eller dementere salget via billeder, selvom de har juridisk ret dertil.

I det danske retssamfund er der uden tvivl love, der er uhensigtsmæssige, og som hurtigst muligt skal laves om. Fx en legalisering af hash. Men uanset hvad man mener om loven skal den overholdes, da det er et grundprincip i en demokratisk retsstat, hvor man følger flertallet og respekterer mindretallet. Derfor er argumentet om at beskytte borgerens ulovlige hashkøb direkte udemokratisk og urimelig civil ulydighed. Det handler ikke om liv og menneskerettigheder, men blot tilgængelighed af ulovlig tobak.

Det er en opgave for politiet at håndhæve loven i hele landet, og en opgave for politikerne at lovgive rimeligt og hurtigt uden lovsjusk. Og mens vi venter på legaliseringen af hash, skal hashforbuddet følges, selvom man ikke er enig loven. Sådan er spillereglerne i en velfungerende demokratisk retsstat.