Under regeringsperioden skiftede de konservative partiformand flere gange, deres største politiske kamp gjaldt flere skattelettelser, dog uden resultat, og de blev ofte hånet af politiske kommentatorer for reelt ikke at have den store indflydelse, fordi det store regeringsparti altid fik sin vilje.
At indgå i regeringskoalition er tit synonym med mere politisk magt. Men det lille regeringsparti har ofte også været nødsaget til at have en mere pragmatisk tilgang til politiske forhandlinger.
Midt i 2009 gik Socialdemokraterne og SF sammen om at danne et regeringsalternativ på den røde fløj. De blev enige om at være enige om langt de fleste politiske emner. Borgerlige politikere spurgte lystigt til de emner som umiddelbart skilte de to partier og fik nu mere pragmatiske svar.
At få del i magt fordrer pragmatisme.
Undervejs lå SF meget højt i meningsmålingerne, men historisk set har partiet altid ligget langt under Socialdemokraterne, og det gav sig udslag i hvordan de to partier tilnærmede sig hinanden. SF havde taget Socialdemokratiets holdninger til sig, og dermed havde det lille parti accepteret det store partis holdninger.
Senest har regeringen indgået en skattereform med borgerlige partier, som SF næppe ville have stemt for, hvis de ikke var i regering. Som skrevet i tidligere indlæg minder reformen mere om borgerlig økonomisk politik end socialistisk. Selvom SF har vist større kompromisvillighed de seneste år, er reformens udformning dybt kontroversiel i partiet. Den er socialpolitisk skæv og indeholder fx topskattelettelser finansieret ved bl.a. at sænke stigningstaksten på overførselsindkomster.
Det er i direkte modstrid med SFs egen økonomisk politik, og derfor er det ulmende oprør i partiet helt forventeligt. Der er andre problemer som dårlige meningsmålinger, en overbebyrdet partiformand og et dramatisk valg til landsledelse og næstformænd, men når partiets skattepolitiske forhandlere oveni indgår kompromis om en borgerlig skattereform, er oprøret helt naturligt.
Men SFs folketingspolitikere Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic har offentligt udmeldt at de stemmer imod reformen. Selvom folketingsmedlemmer ifølge loven primært er forpligtede overfor deres egen holdning, er det helt uhørt i dansk politik, at regeringspartiers medlemmer stemmer imod regeringens politik. Selvom to utilfredse politikere hører til partiets venstrefløj, viser deres offentlige utilfredshed, hvor langt væk reformen er fra SFs socialistiske samfundsideal. Ledelsen har gjort det klart at de ikke accepterer at medlemmerne stemmer imod, mens lokalformændene er mere splittede.
SF ville i regering af flere årsager, men primært fordi de anså det for at være en mere magtfuld position end blot at være en del af en eventuel rød regerings parlamentariske støtte. Indtil videre har partiet haft stor symbolsk magt som en mere integreret del af det socialistiske politiske samarbejde. Men samtidig har partiet ikke fået sat et tydeligt aftryk på regeringens politik, der nok ikke havde været anderledes hvis SF ikke var i regering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar