Christiania

Den lille koloni på Christianshavn er en blanding af hjemmebyggede træhuse, økologisk mad, natur og en massiv hashlugt.

Det har en unik hygge og stemning i vores tid og er voldsomt berømt rundt omkring i verden. Det er en velkendt seværdighed for alverdens turister. Det er en oase af ungdomsliv, idealistisk solidaritet og demokratisk fællesskab.

Men Christiania er også et center for hashsalg. Hash bør gøres lovligt, men så længe det er ulovligt, bør det ikke sælges, og det er en opgave for politiet at gribe ind. Salget skal indstilles, sælgere og bagmænd skal efterfølges juridisk og Christiania skal kontrolleres regelmæssigt, så fremtidigt ulovligt salg forhindres.

Når Hash legaliseres vil det medføre at det lukrative marked kan registreres og bidrage solidarisk til samfundet via skattebetaling. Det vil altså øge Christianias solidariske profil. Mens da hash er ulovligt, er det dybt usolidarisk at christianitter åbent accepterer hashsalg på deres område.

Salget foregår på Pusher Street, og der er opstillet skilte om at det er forbudt at fotografere. Det er ikke en lov, men en regel christianitter og sælgere selv håndhæver. Deres argument er at når nu hashsalget foregår, så skal forbuddet beskytte købere, der ikke ønsker at blive filmet, mens de køber den forbudte tobak.

På trods af at fotoforbuddet ikke er en lov fra Folketinget, håndhæves det, om nødvendigt med trusler og vold, hvilket naturligvis er strafbart. Man bryder altså loven med ønsket om på at beskytte køberne. Samtidig kan hverken borgere eller medier bekræfte eller dementere salget via billeder, selvom de har juridisk ret dertil.

I det danske retssamfund er der uden tvivl love, der er uhensigtsmæssige, og som hurtigst muligt skal laves om. Fx en legalisering af hash. Men uanset hvad man mener om loven skal den overholdes, da det er et grundprincip i en demokratisk retsstat, hvor man følger flertallet og respekterer mindretallet. Derfor er argumentet om at beskytte borgerens ulovlige hashkøb direkte udemokratisk og urimelig civil ulydighed. Det handler ikke om liv og menneskerettigheder, men blot tilgængelighed af ulovlig tobak.

Det er en opgave for politiet at håndhæve loven i hele landet, og en opgave for politikerne at lovgive rimeligt og hurtigt uden lovsjusk. Og mens vi venter på legaliseringen af hash, skal hashforbuddet følges, selvom man ikke er enig loven. Sådan er spillereglerne i en velfungerende demokratisk retsstat.