Bredt forlig om skattereform

En 'rugbrødsreform' - Det var hvad skatteminister Thor Möger Pedersen kaldte regeringens udspil til reformen. Det skule handle om at øge arbejdsudbuddet og siden skabe arbejdspladser. Det vil sige at folk skal arbejde mere, og der skal skabes incitament til flere investeringer i erhvervslivet.

Thor diskede bl.a. op med ønsket om skattelettelser i topskatten, samt at overførselsindkomster i fremtiden skal stige langsommere. Det er nærmere liberal end socialistisk politik og er dybt kontroversielt blandt mange  af SFs vælgere.

De der havde stemt på SF og socialdemokraterne, havde nok ønsket en mere social reform. De ønsker fortsat at udjævne økonomiske skel i samfundet, og skulle der gives skattelettelser, skulle det være på bundskatten, som kommer de svagere befolkningsgrupper til gode.

Herefter skulle regeringen finde samarbejdspartnere. Det oplagte valg var regeringens støtteparti Enhedslisten, som dog aldrig før har stemt for en samlet finanslov. I sidste øjeblik blev det i stedet til en aftale mellem regeringen og Venstre samt Konservative.

Enhedslisten er pissesure og anser ikke længere sig selv for at være støtteparti til regeringen. Men de vælter alligevel ikke regeringen pga. alternativet og de aktuelle meningsmålinger. Partiet skovler samtidig nye medlemmer ind, hvilket må tolkes som en større folkeprotest mod, at den socialistiske regering endnu ikke har ført ordentlig socialistisk politik.

Samtidig må Venstre og Konservative samt de radikale anses som de store vindere, da skattereformen meget godt repræsenterer deres økonomiske politiske synspunkter.

Skattereformens indhold

·        Grænsen for topskatten sættes op. I dag er den på 389.000 kroner, men i 2020 vil grænsen være 467.000 kroner. Allerede i 2014 sættes den op med 20.000 kroner.

·        Rentefradraget sættes ned.

         I 2020 vil fradraget være på 20,4 procent. Det gælder for renteudgifter på over 50.000 kroner for enlige, og 100.000 kroner for par.

·        Beskatningen af firmabilerne øges.

·        Overførselsindkomsterne justeres fremover efter den almindelige prisudvikling (inflationen), og ikke som nu efter lønudviklingen. Det giver en lavere stigning.

·        Iværksætterskatten afskaffes.

·        Beskæftigelsesfradraget stiger gradvist til 10,6 procent i 2020.

·        Børnechecken beskæres for de rigeste. Tjener en forælder mere end 700.000 kroner, bliver der barberet to procent af den sum, der ligger over de 700.000 kroner.

·        Ældrechcken hæves med 4.500 kroner om året.

·        Pensionstilægget sættes op med 750 kroner årligt.

·        Rejsefradraget, der bruges når man henter arbejdskraft uden for Danmark, bliver halveret fra de nuværende 50.000 kroner til 25.000 kroner.

Det er solid keynesiansk ekspansiv skattepolitik. Reformen er så omfattende at den nærmest kan ses som en mindre finanslov. Staten sender øgede økonomiske midler ud i samfundet, som skaber øget forbrug og investeringer. Over tid vil regeringen investering komme tilbage i statskassen i form af øgede indtægter på skat, moms og afgifter, og sandsynligvis vil det med tiden generere flere penge end den oprindelige investering.

Reformen er en åbenlys konsekvens af at velfærdssamfundet er blevet overordentligt dyrt, så der skal tjenes flere penge til statskassen på langt sigt.

De nye arbejdspladser, som reformen skaber, bliver ikke til de ufaglærte. De bliver skabt i brancher hvor Danmark fortsat er konkurrencedygtig, hvilket ikke er i produktionsfasen, men i faserne med innovation, design og marketing samt klimavenlige erhverv.

Det kræver altså en videregående uddannelse for at få et job i fremtiden, og regeringen har nødvendigvis også et mål om at flere skal uddannes. Det er nødvendigt for at opretholde vores velfærdssamfund.

Når overførselsindkomsterne skal stige langsommere, er det både i tråd med ønsket om at øge arbejdsudbuddet, men også en erkendelse af at mange arbejdsløse ikke har et økonomisk incitament til at arbejde. Det er især et problem at arbejdsløse akademikere ikke søger job uden for det område de er uddannet. Det er en bivirkning af at de danske universiteter i mange år har uddannet langt flere humanister end arbejdsmarkedet efterspørger. Men mange venter alligevel mange år på at finde arbejde indenfor deres område.


Regeringen er nu tvunget til at fokusere på at omfordele mere socialt i kommende finanslove og reformer. Den store utilfredshed hos de mange røde vælgere og partimedlemmer vil eksplodere, hvis de ikke føler, at regeringens politik i fremtiden giver et socialt mere lige samfund.