Skoleskyderier

18 maj 1927 døde 38 elever, 2 lærere og 4 andre voksne i Bath Township, Michigan.
En bombe eksploderede på Bath Consolidated School. Herefter ankom skolebestyrelsens revisor og detonerede en bilbombe i sin egen bil. Den 55-årige Andrew Kehoe ville sprænge hele skolen i luften, men en stor mængde sprængstof blev fundet under skolen, inden det detonerede.
Om morgenen havde Kehoe sat ild til sin farm og dræbt sin kone.

1 august 1966 døde 11 mennesker på University of Texas i Austin, Texas. Det var en blanding af ansatte og studerende.
En kvinde overlevede at blive skudt i maveregionen, men mistede sit ufødte barn. En politibetjent blev skudt. To døde senere henholdsvis en uge og 35 år senere af deres mén.
Gerningsmanden var den 25-årige ingeniørstuderende Charles Whitman.
Før skyderierne havde han dræbt sin kone og mor

20 april 1999 skød 18-årige Eric Harris og 17-årige Dylan Klebold  12 elever og en lærer på Columbine High School i staten Colorado. Bagefter begik de selvmord.

16 april 2007 skød engelskstuderende Seong Hui-Cho 32 og sårede 17 på Virginia Tech i Blacksburg, Virginia. Det er det højeste antal døde i én hændelse, forårsaget af en mand i USAs historie.

6 december 2012 blev 20 elever og 6 ansatte på Sandy hook Elementary School i Newtown, Connecticut.  Blandt de dræbte er skolelederen og skolepsykologen.
Morderen er identificeret som Adam Lanza. Han dræbte sin mor inden han kørte mod skolen.

Diskussionen handler om hvorvidt våbenlovene skal strammes eller om skylden skal pålægges de folk der begår mordene. Hvem eller hvad har skylden? Sandsynligvis er det en kombination.
Derudover er der også sociale og andre kulturelle forklaringer. Kliker, mobning, voldelige computerspil og subkulturer der hylder satanisme og destruktivitet. Nogle vil endda påstå at skyderierne ville være undgået, hvis folk var mere kristne.

Jobs til alle danskere!

Når arbejdsmarkedet ændrer sig, må den arbejdstagende finde sig i det og følge med. Når den arbejdstagende søger et specifikt job, må vedkommende leve med de jobmuligheder som arbejdsmarkedet giver. Altså har arbejdsmarkedet den totale magt over det enkelte individ når parterne skal finde sammen.

Der bliver færre og færre danske jobs til faglærte og ufaglærte. Disse jobs kan udføres næsten ligeså godt i andre lande for en langt lavere løn. Kina og Indien typisk. Og før det, var Polen og Ukraine også store mål for danske firmaer der outsourcer sin produktionsafdeling. Indenfor de kommende 20 år bliver Afrika det nye sort… De vil overtage Kinas og Indiens position som verdens nye lavtlønslande, hvor virksomheder får produceret deres varer.

Det handler om jobs ved samlebånd, i produktion, samling og forædling af diverse materialer, som sagtens kan fragtes til Danmark fra lavtlønslande. Andre jobs som rengøringsassistent, taxachauffør og landbrugsmedhjælper oplever så stor konkurrence fra udenlandske arbejdere eller tilflyttere, at disse brancher næsten ikke søger danskere mere. For de gider ikke. På et tidspunkt hvor mange danskere er i fare for at miste dagpengeydelsen (og ikke kan få kontanthjælp), er det fx meget svært at få fat i danske jordbærplukkere.

Vi kan ikke lovgive os til at bl.a. danske slagteriarbejdere og lastbilchauffører får deres jobs tilbage. Det handler om at vi ikke kan undvige markedskræfterne. De basale mekanismer, udbud og efterspørgsel betyder at danskeres høje løn og høje skattetryk, gør os uendeligt lidt attraktive, medmindre vi har noget hjernekraft eller en ekstrem produktivitetsevne. Det sidste er urealistisk, hvilket betyder at arbejdsmarkedsrelevant uddannelse er nødvendig.

Hvad skal de danskere, der næppe får deres gamle job tilbage gøre?

I første omgang får de dagpenge (så længe politikerne forlænger dagpengeperioden). Bagefter kommer de gennem en aktiveringsproces, som regeringen har effektiviseret og strømlinet (efter eget udsagn).

Men de skal stadig have skaffet sig kvalifikationer for at få reelle muligheder på arbejdsmarkedet. For tiden er sosu-uddannelsen populær. Det er nærmest her man ’dumper’ folk, som ellers ikke har en chance på arbejdsmarkedet.

For at vi i samarbejde med de ufravigelige markedsmekanismer, kan skabe nogle jobs, må vi gøre iværksætteri mere attraktivt. Det skal være mindre bureaukratisk og mere rentabelt at opstarte og drive sin egen forretning. Det kræver at man gør det lettere for den jævne dansker at gennemskue og overkomme de bureaukratiske krav. Samtidig er det danske skattetryk samt høje, moms og afgifter en stærk barriere for at få gang i salg.

Det er dog også vigtigt at understrege at branchens tosser, i form af konkursryttere gennemgående fuskere og krejlere, skal spores mere intenst og fratages ret til at drive virksomhed.

Det største problem i samfundet

Det grundlæggende største problem i samfundet er dårlig opførsel. Der er utallige eksempler, det sker hver dag, og vi kender alle til episoder hvor medborgere opfører sig som uovervejede amøber.

Når vi sammenligner Danmark med andre lande, er det svært at finde mange andre lande man hellere vil bo i. Vi har et socialistisk velfærdssamfund med et udbygget socialt sikkerhedsnet, stor økonomisk lighed, højt uddannelsesniveau, lav korruption og mange andre goder og friheder.

Der er dog fortsat væsentlige problemer i vores samfund. Det kan både være kulturelle, regionale men også blot mangel på gensidig forståelse. Det afhænger naturligvis af hvor i Danmark man befinder sig, men problemerne findes rundt omkring, og mange er stigende i omfang.

Vores trygge velfærdssamfund har ikke afhjulpet problemer med arrogante og ignorante mennesker. Faktisk kan den moderne teknologiske tidsalders generationer, anses for at være overordentligt afstumpede på flere punkter i forhold til tidligere. De utallige og effektive teknologiske hjælpemidler vi omgiver os med, har dårlige sociologiske effekter. Den tillader os på magelig vis at leve i en osteklokke. Vi behøver nu kun at forholde os til en lille del af virkeligheden, hvor vi kan ordne vores private, arbejdsmæssige og sociale anliggender. Vi fritages for virkelighedens kompleksitet, følelsessfærer, armod og irrationaliteter.

Blandt de mange eksempler er følgende

- ghettoer med følgende kulturkonflikter og social slagside.

- negativt sprog

- lav grad af ydmyghed og høflighed overfor medmennesker

- ingen køkultur

- knive og voldelig opførsel i nattelivet

- mangel på respekt for politi, brandvæsen, domstole

- socialt bedrageri

- hjemmerøveri og gaderøveri

- tosser der slås til fodboldkampe

- konkursryttere, der lader adskillige firmaer gå konkurs

- internetsvindlere

- hatecrimes

- umotiveret gadevold

- folk der taler koncerter ihjel

- folk der ignorerer andre, der har brug for hjælp

- modstand mod andre pga. hudfarve, religion osv.

- fanatisme

- rygning helt tæt på andre

- folk der kaster skrald i naturen

- generel respektløshed overfor andre

- når man går forbi nogen på gaden, der åbenlyst har brug for hjælp

- bevidst skattesvindel og anden bevidst økonomisk snyd til skade for fællesskabet

- folk der hører meget høj musik i offentlig transport og på cykel

- folk der løber fra regningen

Mange eksempler på elendig adfærd er typisk urimelig magtanvendelse. Der fleste har haft eller kender en der arbejder på en arbejdsplads med en dårlig leder. Meget urimelig magtanvendelse fremkalder naturligt afmagt. Det er en meget ukontrollabel og dybt frustrerende følelse, som mange mennesker har svært ved at håndtere. Men at det er et udbredt emne i samfundet, understreger hvad det naturlige menneskelige konkurrencegen kan frembringe, når mennesket har mulighed for at blive egenrådig (det forekommer altså ofte i hierarkiske og udemokratiske strukturer).

Et effektivt opgør med dårlig opførsel vil gøre utallige adfærdskampagner unødvendige. Det vil gve større tryghed, større fællesskabsfølelse, større tillid, styrke økonomien, men vigtigst af alt, forbedre livskvaliteten.

Ny socialistisk forkvinde

Villy Søvndal erkendte endelig i efteråret hvad mange havde forudsagt - det er næppe en succesfuld kombination at være både partiformand og udenrigsminister (Lene Espersen...)

Den største bivirkning heraf er partiets elendige meningsmålinger, og partiets ringe politiske indflydelse i den nye regering. Astrid Krag, 29, var en af få logiske kandidater for folketingsgruppen, og fik opbakning fra næsten alle MF'ere. Partiet er dog tosset med demokrati og urafstemninger, så man ønskede sig en modkandidat (som naturligvis ville tabe, men samtidig skabe stor mediedækning af SF og formandsvalget).

Anette Vilhelmsen, 52, har været folketingsmedlem i over ét år, så hun var en perfekt modkandidat. Hun var nærmest ukendt i medierne, og dermed også langt mindre kendt end Astrid Krag blandt SF's medlemmer. Hun er folketingsmedlem, men totalt uprofileret. Så hun ville helt sikkert tabe stort.

13. oktober vælger partiet så deres nye forkvinde - Annette Vilhelmsen! Det var nu alligevel ikke så overraskende, for i flere uger havde meningsmålingerne givet hende godt 60 % af stemmerne. Det er gevaldigt imponerende. Astrid Krag var på et tidspunkt allerede udråbt som uundgåelig vinder af kampen af samtlige politiske kommentatorer.

De få tydelige forskelle mellem kandidaterne er at Astrid Krag repræsenterer Villy Søvndals linje. De såkaldte Arbejderister, som også tæller Thor Möger og Jesper Petersen. Hun ville fortsætte SF's hidtidige linje i regeringssamarbejdet, hvilket der er enorm utilfredshed med i baglandet, eksempelvis regeringens topskattelettelser.

Anette Vilhelmsen repræsenterer egentlig en uklar linje for partiet. Hendes største profilering i medierne gælder et ønske om heldagsskoler i Danmark og færre 'hjemmelektier'. Man vidste dog at hun har været meget kritisk internt i partiets folketingsgruppe over for regeringens politik, så hun vil trække SF (og regeringen) i en mere socialistisk retning. Hun har åbent talt om at være socialistisk og et ønske om at lave socialistisk politik.

Regeringenskoalitionens tre partier er nu ledet af kvinder...

Asylpolitik

Asyl til flygtninge og indvandrere?

Naturligvis skal flygtninge, der er kommet hertil af vidt forskellige årsager, have asyl. Det er vi også forpligtet til ifølge adskillige internationale konventioner. Indvandrere er en lidt anden situation. De har sjældent de samme begrænsninger som flygtninge, og asyl i andre lande er et reelt alternativ. Befolkningstætheden i Danmark er en af Europas højeste og vi har en relativt høj andel af flygtninge og indvandrere i Europa.

Danmark og de skandinaviske lande har en relativt gavmild samfundstruktur for mennesker der flytter hertil. De får ikke ligefrem en borgerløn, men den offentlige støtte giver en bedre købekraft end man vil kunne få i de fleste andre lande i verden. Samtidig er samfundet ret trygt, arbejdsmarkedet er dynamisk og der er mange uddannelsesmuligheder samt mulighed for opkvalificering.

Det er konkrete og til tider afgørende incitamenter til at søge til Danmark eller de andre nordiske lande.

Når nu ingen internationale sammenslutninger som fx EU eller FN formår at lave en fælles løsning, må landene selv håndtere mængden af asylansøgere. Danmark har i mange år været et populært land at komme til, men problemer med ghettoer, dårlig integration, kulturkonflikt, muhammedtegninger, bander, fremmedfjendskhed og en medieskabt virkelighed, fyldt med kriminalitet og meget få positive beretninger, selvom potentialet er stort.

Vi har ikke i tide indrettet landet til at modtage det antal flygtninge der har fået asyl de seneste årtier, og i øjeblikket er der stadig ikke fundet en langsigtet løsning på fx ghettoer og den store koncentration af indvandere i bestemte områder. Det betyder at mange danskere ikke møder eller kender en indvandrer og omvendt.

Derudover er der heller ikke tilstrækkelige penge i statskassen til integrationen, politiindsatsen, efteruddannelses, praktikpladserne samt en mere balanceret fordeling af disse mennesker, så danskerne i større grad møder dem i deres dagligdag. Den store økonomiske byrde kombineret med økonomisk krise, retfærdiggør at reglerne for asyl skærpes.

Hos regeringens støtteparti, Enhedslisten, er de manglende penge i statskassen blot et spørgsmål om politisk vilje til større omfordeling. Dermed er der råd til medmenneskelighed i form af asyl til trængende og de medfølgende penge det kræver.

Politisk medmenneskelighed er en stor udgift for statskassen, som danskerne generelt ikke er villige til at bidrage mere til. Det ikke er legitimt at statens omfordeling bliver større. Forvaltningen af disse penge hviler på en langsigtet plan, som endnu ikke findes. Samtidig tager Danmark et overordentligt stort ansvar på området i forhold til andre europiske lande.

Danskere siges berettiget, at møde nytilkomne med en grad af mistillid. I USA har man en mere åben tilgang til nyankomne. Amerikanere er generelt rigtig gode til at byde velkommen og hjælpe. De er bedre til at stoppe op og tale med de nye sætte sig ud over forskelle som fx religion, beklædning, hudfarve og adfærd.

Forskellene forklares meget simpelt med hvad samfundet gør for de nytilkomne.

I Danmark får man en pæn offentlig støtte, mens man i USA skal klare sig selv. Dermed kan man ikke mistænkes for at nasse på samfundet, hvilket ansporer til større hjælpsomhed og anerkendelse hos lokalbefolkningen.

Robert ”Jeg er et dovent svin” Nielsen

Robert har modtaget kontanthjælp siden han forlod universitetet i 2001 – han har altså ikke haft et job i 11 år, og måske heller ikke før.

Robert har været indskrevet på tre forskellige uddannelser, økonomi, filosofi og kinesisk. Men han har ikke færdiggjort nogen af uddannelserne, og har altså forgæves ledt efter job siden.

Det har ikke været nemt. Arbejdsgiverne foretrækker jo også medarbejdere med færdiggjort uddannelse, men Robert stiller også selv krav til sit kommende job. Det skal helst være et ’tale-job’, hvor han kan diskutere politiske og økonomiske emner. Umiddelbart kunne det være oplagt for ham at blive en form for offentlig meningsdanner, politiker, spindoktor, karikaturtegner eller måske bestyre et politisk radio- eller TV-program. Der er vel egentlig meget få tale-jobs i landet.

Men den største udfordring er at han ikke har nogen uddannelse og heller ikke nogen erhvervserfaring de seneste 11 år.

I den situation kan man vel reelt ikke gøre meget andet end at tage et ufaglært job eller forsøge sig som studerende.

Men Robert ønsker sig stadig et privilegeret job, som hans CV på ingen måde berettiger ham til at håbe på. Så løsningen er at fortsætte med at leve af kontanthjælp.

Det gavner ikke samfundet. De penge der omfordeles til Robert, synes ikke at stille ham bedre i forhold til at blive selvforsynende og komme i job. Robert selv har heller ikke erkendt at menneskets sind er bygget til og har bedst af at gøre noget. Det har en kæmpe positiv effekt på helbreddet, at man har noget at stå op til om morgenen.

Det er faktisk Enhedslistens argument for ikke at forringe kontanthjælpen, at menneskets incitament til at arbejde frem for at ligge hjemme, er så stort at det langt overgår eventuel ærgrelse over, at jobbet ikke giver ret mange flere (eller måske endda færre) penge end kontanthjælpen. Det incitament har Robert dog endnu ikke følt.

Hvem bærer så skylden. Roberts adfærd er juridisk lovlig, men moralsk set er han en nasser, der overlever på kontinuerlig offentlig støtte, uden han selv søger at gøre sine jobmuligheder bedre. Så længe hans adfærd ikke går ud over andre, og han ikke beder om hjælp, er hans jobsitutation et personligt anliggende. Men når han får penge andre tjener, er han moralsk forpligtet til at gøre sit bedste for at styrke sine jobmuligheder. Deriblandt at søge bredere, færdiggøre en uddannelse, tage ufaglært arbejde eller flytte efter jobs.

Problemet er at Roberts adfærd er mulig inden for kontanhjælpssystemet. Det er virkelig dumt, både for samfundet og for de mennesker, som Robert, der har brug for et spark i røven.

Kontanthjælpssystemet bør altså laves om, så folk som Robert får et mere realistisk billede af hans jobmuligheder, og også presses lidt til at komme videre. Kontanthjælpsordningen er jo ment som en foranstaltning, der skal hjælpe folk til at finde arbejde igen og ikke en varig levevej.

Så længe hans adfærd ikke går ud over andre, må Robert og alle andre mennesker gøre hvad de har lyst til. Det er essensen af livskvalitet og fredelig sameksistens. Det skal bare ikke ske på fællesskabets økonomiske bekostning, men for egen regning.

”Robert er en helt”

Filosoffen Arno Victor Nielsen citeres i politiken for at kalde Robert for en helt. Filosoffen synes det er problematisk at anskue mennesket i forhold til blot økonomisk skaberevne. Mennesket kan siges at blive kommercielt og endimensionelt. Herved bliver de mennesker, der ikke er gode ud fra dette kriterium, til en form for ineffektive undermennesker, som man må se ned på, og behandle dårligt i form af at lade dem leve på en lille offentlig understøttelse.

Filosoffen advarer om at vi hidsigt fordømmer de mennensker som ikke er skabende nok til at kunne undvære offentlig støtte. Debatten har en hidsig og farlig tone overfor folk som Robert.

Han har ret i hans advarsler. Vi skal selvfølgelig være rimelige overfor hinanden og ikke beskylde folk for mere end de har gjort. Og mennesker skal ses som pluralistiske, kulturelle væsner. Men når man lever af andres penge hver måned, skal man naturligvis vurderes på om man fortjener den månedlige økonomiske gave, ud fra om det gør en forskel på jobmulighederne.

”At fremstille Robert som nasser er skævt: »Dem, der arbejder, får langt mere fra de offentlige kasser såsom fradrag i enorme mængder og gratis uddannelse og andet«, siger Arno Victor Nielsen”.

Filosoffen Arno Victor Nielsen bekræfter endnu engang af fagfolk, ofte er særdeles dygtige inden for eget fagområde, og særdeles inkompetente på andre fagområder. Robert er naturligvis en udgift for samfundet, økonomisk set, men filosoffen mener altså at dem der arbejder genererer endnu større omkostninger for samfundet. Så håber jeg godt nok, der snart findes nye oliefelter i Nordsøen, så statsbudgettet kan hænge sammen.

”Der er bare altid nogen, der vil leve på en anden måde end flertallet, og det skal der være plads til”.

Det er vi alle naturligvis enige i. Jeg har endnu ikke læst eller hørt en politiker være uenig i det. Mange nævner blot at Robert bare ikke skal have andres penge, for at lave ingenting.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/09/06/215200.htm#.UEsdKUaVyw0.facebook

http://politiken.dk/debat/ECE1752090/filosof-robert-er-en-helt/

Den danske folkeskole

Folkeskolen debateres virkelig ofte i medierne. Den har en grundlæggende samfundsfunktion, og alle har en naturlig relation til denne institution.

Skoleområdet er blevet pålagt adskillige politiske tiltag de seneste år, uden man reelt kender virkningen af tidligere tiltag. Mange regeringer har forsøgt at påvirke skolen i retning af sine værdier, men trods de gode intentioner har resultatet været stor detailstyring, frustration, en følelse af manglende tillid til egne evner og ringe målbare resultater over lang tid.

De seneste år har den store utilfredshed med folkeskolen bl.a. betydet at mange forældre vælger at betale en privatskole for deres børns undervisning. En negativ virkning heraf er, at koncentrationen af elever med dårlige sociale vilkår er blevet markant større i folkeskolen.

Den politiske debat handler bl.a. om:

• Privat vs offentlig skole.
• Målbare resultater (test og karakterer) vs ikke-målbare områder (kritisk sans, kreativitet).
• Inklusion.
  - skolen skal rumme kloge, trætte, uopdragne og højlydte elever.
  - skolen skal rumme elever med forskellig etnicitet, religion og social baggrund.
• Hvem har ansvaret for at nogle elever efter 10 års skolegang, ikke kan læse eller regne på basalt niveau?
• Ligevægten mellem disciplin, tålmodighed, udfoldelse, fællesskab og individualitet.
• Digitalisering af folkeskolen, hvilket kommunerne dog ikke har råd til, eftersom mange skolebygninger er voldsomt nedslidte, men ikke er blevet restaureret.

Forleden var der en debat om folkeskolen på Radio 24/7.
Værten, Søren Fauli, havde inviteret forskere, studerende og konsulenter til en debat om folkeskolen, og hvorfor verdens dyreste folkeskole ikke er den bedste, målt på basale evner som at læse og regne.
Her er en liste over nogle af de pointer som blev nævnt i programmet.

Lærerne

• Lærernes anseelse er faldet dramatisk de sidste årtier.
• Lærerne skal igen være en leder. Det mangler på uddannelsen..
• Lærerne er ikke servicemedarbejder. men chef.
• Den dygtige lærer kan håndtere en klasse med børn med blandede sociale kår, og kan planlægge undervisningen derefter.
• Der er større prestige i at videreuddanne sig og tage kurser, end at være sammen med eleverne i klasseværelset.
• Der er for lidt overhøring af eleverne – hvad kan de egentlig?

Forældrene

• Forældre ringer og skriver til læreren på alle tider af døgnet om både væsentlige og uvæsentlige emner.
• Forældre fokuserer meget på deres eget barn frem for hele klassen.
• Forældre skal forberede deres børn på at gå i skole.

Børnene

• Børnene er ikke opdraget til at have respekt for voksne.
• Børnene er ikke vant til at koncentrere sig i længere tid.
• Negativ social arv.
• Det bør være eleven der skal koncentrere sig om læreren, ikke læreren der skal vinde elevens koncentration.
• Den moderne teknologi gør børn gode til at multitaske. Det gør det dog svært for dem at koncentrere sig om at lave opgaver i skolen.

Læreruddannelsen

• Der er stort fokus på moderne pædagogik, men der mangler kritik af moderne pædagogik.
• Der mangler fokus på faglighed.
• Mange studerende synes studiet er for nemt at gennemføre.
• I Finland, der har verdens bedste læreruddannelse, er der høje præstationsforventninger til de studerende.

Strukturen

• Der er blevet for få dansktimer.
• Skolen er for detailreguleret af politikere.

Løsninger

• Den vigtigste parameter er den gode undervisning. Det har den største effekt uanset andre variable.
• Der skal være klare mål for læring.
• Eleverne skal være beredte på undervisning.
• Skoler skal være bedre til vidensdeling.
• At stræbe mod den ’professionelle lærer’ – at man bruger de undervisningsværktøjer der virker.
• Læreren skal være på skolen fra 8 til 16 – heldagsjob.
• I gamle dage havde lærere telefontid
• Svært område at lovgive på. Derfor må vi fokusere på blød lovgivning.
• Større politisk tillid til lærere.
• Større politisk tålmodighed med folkeskolen før nye lovændringer.

Der er naturligvis tale om generelle tendenser, så der også er altid undtagelser. Den danske folkeskole er langt bedre end i de fleste andre lande, og det skal man være taknemmelig for. Men når den nu er så dyr, er det også rimeligt at være kritisk, for der er meget der skal rettes op.

Hvad kostede den "gratis" behandling egentlig?

Det danske velfærdssamfund har en bunke indbyggede gratis goder.
Det er bl.a. gratis at få foretaget de fleste operationer på sygehusene og gratis at gå til praktiserende læge.

Det er gratis for borgeren, men ikke for samfundet. Det er jo os alle sammen der betaler via skat, moms og afgifter. Det er et fantastisk solidarisk princip at vi tager os økonomisk af hinanden i en vis grad, således at vi betaler en stor del af vores løn til fælleskassen. Det er en form for økonomisk omfordeling i samfundet, og skal eliminere en del af uligheden i samfundet. Samtidig er det en form for opsparingskasse, således at vi ikke selv skal spare alle pengene op til de mange udgifter til at opretholde helbreddet.

Men når vi så benytter os af de mange gratis goder: går til læge, bliver opereret, modtager kontanthjælp eller benytter os af rentefradraget, koster det umiddelbart ikke os selv noget. Fælleskassen betaler. Det er solidarisk, men når der ikke er nogen grad af personlig hæftelse for prisen på at gå til læge, så interesserer prisen os generelt ikke. Hvad koster det fx når man får indopereret en ny hofte eller opereres for rygerlunger? Det giver en kultur hvor man ikke interesserer sig nok for hvordan statens midler bør omfordeles.

Det er særligt et økonomisk problem i forhold til rygerelaterede sygdomme. Det er en myte af rygere betaler for deres operationer via de høje tobaksafgifter. Faktisk rækker de penge kun omtrent halvdelen af udgifterne til operationer af rygelidelser. 

Derfor vil det være helt rimeligt at få at vide hvad det har kostet det offentlige, når man har fået økonomisk hjælp. Man skal have et brev der fortæller hvad det har kostet det offentlige når man har modtaget SU i flere år til uddannelse, når man er blevet opereret, når man har haft et barn i offentlig institution osv.

Pointen er ikke at give folk dårlig samvittighed over at andre har betalt for deres operationer. Hvis man har brug for hjælp, skal man selvfølgelig have hjælp. Derfor bør vi betale vores skat med glæde pga. vores solidariske velfærdssamfund. Det handler om at gøre folk bevidste om, hvad det rent faktisk koster at blive opereret, eller hvad det koster at gå i gymnasiet, fordi det er hamrende dyrt. Det er især vigtigt når der nu er underskud i fælleskassen.

Socialdemokratisk udlændingepolitik

Somaliere har ry for at være den etniske befolkningsgruppe, der er relativt sværest for samfundet at få integreret i Danmark.

Statistikken fortæller desværre at integration i form af at få somaliere fra offentlig støtte til selvforsørgelse går meget langsomt, men for en sikkerheds skyld, skal det selvfølgelig siges at der også findes mange velfungerende somaliere i Danmark.

 Ekstra Bladet fortæller at der i 2011 var 109 somaliske asylansøgere. I de første 7 måneder af 2012 hartallet været 553.

– I regeringen er der fuldstændig enighed om, at man gerne så, at det var anderledes, lyder det fra en central placeret politiker i et af regeringspartierne.

Ekstra Bladet kan ofte anklages for ikke at kunne stave til research, hverken staveteknisk men primært i forbindelse med deres artikler. Derfor skal man tage væsentligt forbehold for hvad tallene egentlig er en opgørelse over. Til gengæld stoler jeg på deres citater. De kan selvfølgelig gengives selektivt, men kan naturligvis ikke omskrives uden problemer.

Avisen har spurgt Justisminister Morten Bødskov (S) og har fået nogle opsigtsvækkende svar.

– Justitsminister Morten Bødskov, I har sat jer for at føre en stram asylpolitik. Du er der kommet en meget stor stigning af somaliske asylansøgere. Er det tilfredsstillende?
– Nej, det er på ingen måder tilfredsstillende. Jo, færre flygtninge og asylansøgere, jo bedre. Derfor er der også fuld kraft på arbejdet på alle tænkelige fronter, så dem, der skal hjem, de kommer hjem hurtigst muligt. Det er meget klart, at har man intet grundlag for at være i Danmark, så skal man ud, og så skal man hjem. Regeringen har ikke ændret en tøddel på den asylpolitik, der bl.a. blev ført under den tidligere regering, siger Morten Bødskov (S) til Ekstra Bladet.

Da stramningerne på udlændingepolitikken for alvor tog fart i 2001, var partiets retorik langt mindre konfrontativ. Faktisk havde de meget til fælles med SF og Radikale Venstre.
Siden har adskillige Socialdemokrater erkendt at de tabte folketingsvalgene i 2001, 2004, 2007 på netop ikke at føre en stram udlændingepolitik.

SF og Radikale Venstre har over årene ikke flyttet sig væsentligt på området, men har dog accepteret at den aktuelle regering vil føre en fortsat stram udlændingepolitik. For Socialdemokratiet har accepteret at danskerne ønsker en stram udlændingepolitik, og partiet har derfor flyttet sig i den retning, til stor fortrydelse for de øvrige regeringspartier.

Der er altså tale om åbenlys magtpolitisk kalkule. Hvis Socialdemokraterne vil i regering, må de føre mere populistisk udlændingepolitik, fordi det er så væsentligt et politisk emne hos mange danskere.

I forhold til hvad socialdemokraterne mente under Nyrop-regeringen og i starten af partiets seneste oppositionsperiode, sammenlignet med hvordan Bødskov udtaler sig i denne sag, er hans retorik voldsomt overaskende, men i lyset af at partiet selv har indrømmet deres kursskifte, må man sige at partiets har skiftet konsekvent. Kursskiftet er en del af forklaringen på at partiet nu er i regering, og udover lempeligere indgreb i kontanthjælp til indvandrere, er det ikke sket noget på området.

Morten Bødskov og Socialdemokraterne har virkelig rettet sig efter befolkningens ønsker. Afhængig af ens synsvinkel, er denne politiske udvikling et klart udtryk for populisme eller ægte demokratisk udvikling.

Pia Kjærsgaard stopper som partiformand

Efter 17 år som formand, vil hun i stedet være værdipolitisk ordfører for partiet.

Gruppeformand Kristian Thulesen-Dahl bliver som ventet ny formand, hvilket formelt sker på partiets kongres senere på året. Han er kendt som partiets leder på den økonomiske politik, men siges at have samme holdninger til indvandring og integration som Pia Kjærsgaard.

Det er historien om hjemmehjælperen, der blev landets bedste politiker, og fik 17 år som partiformand hvilket er ekstremt i dansk politik. Uanset hvilke politiske holdninger man har, må man erkende at hun har været en langt bedre politiker end de DJØF'ere hun har stået over for. Hun er overlegen både i kommunikation, troværdighed og i at bevare opbakningen i baglandet. Samtidig fik Dansk Folkeparti enorm stor indflydelse mens Anders Fogh og Lars Løkke var statsminister.

Pia Kjærsgaard er nok den mest hadede danske politiker de seneste mange år, men også elsket af sine egne kernevælgere. Paritet har haft meget stabile meningsmålinger siden 2001, og har måske den mest trofaste gruppe kernevælgere.
Ingen af de andre partier ønskede at stramme udlændingepolitikken, før Dansk Folkeparti opstod i 1995. Det udfyldte et politisk tomrum, som der var stor opbakning til blandt borgerne, hvilket skabte partiets succes.

Pia Kjærsgaard er symbol på den store fremgang som højrenationale politiske grupper har haft i Europa de seneste årtier. Hendes parti dækkede en masse danskeres holdninger til indvandrere og integration, men faktisk også i mange andre lande, hvor Dansk Folkeparti har inspireret til efterligning eller skabt større politiske modsætninger.

Eksempelvis Frihedspariet i Østrig med Jörg Haider, der en overgang var i koalitionsregering.
I Frankrig havde Jean-Marie Le Pen stor succes med sit parti Front National, som ved et præsidentvalg slog socialisterne i første valgrunde, men siden tabte stort til Jaques Chirac.
I Holland har Frihedspartiets formand Geert Wilders og hans store afblegede hår haft stor indflydelse, hvilket blev hjulpet på vej af mordene på filminstruktør Theo Van Gogh i 2004 samt politikeren Pim Fortuyn i 2002.
I Sverige har Sverigesdemokraterne fået skabt sig en lille gruppe kernevælgere, og i Grækenland havde partiet Gyldent Daggry stor fremgang ved det seneste valg. I Norge har Fremskridtspartiets formand Siv Jensen også offentligt udtrykt betænkelighed ved snigende islamisering af Norge.

Kristian Thulesen-Dahl bliver en ny type formand for partiet. Mindre karismatisk, vanvittigt godt forberedt og større fokus på økonomi. Og så er han umiddelbart ikke lige så skinger som Kjærsgaard, hvilket gør det mindre sandsynligt at han vil være lige så upopulær blandt modstandere.

Regeringens politiske resultater indtil videre

17 mia. kroner er afsat til kickstart af økonomien i 2012 og 2013.

Skattereform
Den kontroversielle reform, der sender flere penge ud i samfundet i form af højere topskattegrænse, lavere stigning på overførselsindkomster og flere mindre lempelser.

Energiaftalen
Med forliget sal 35 procent af energien i Danmark komme fra vedvarende energikilder - og i 2020 skal CO2-udledningen være 34 procent under 1990-niveau.

Udligningsreform
Den kommunale omfordeling øges, til fordel for de fattige kommuner. Pointsystemet for familiesammenføring er blevet afskaffet.

Reform af førtidspension og flexjob
Førtidspension tildeles kun personer over 40 år, og der investeres i et mere konstruktivt aktiveringsforløb. Løn til flex-job beskæres.

Det er lovligt for homoseksuelle par at blive gift i folkekirken.

Der er indført et loft på 28 elever i gymnasieklasser.

Der er afsat penge til flere pædagoger i daginstitutionerne.

Hvad er bl.a. ikke blevet gennemført
Betalingsringen omkring København.

Boligpakken, som skulle give bedre forhold for boligejerne.

24-års reglen er ikke blevet afskaffet.

Vurdering
Det tog regeringen noget tid at komme igang med at lægge konkret politik frem til forhandling. De blev voldsomt kritiseret i medierne for at de første uger i folketinget nærmest ikke indeholdt noget at møde op til. Det var en forlænget ferie for den nye opposition.

Siden blev det åbenlyst, at det var vanskeligt både at tilgodese SF og de radikale i regeringen. Alle er enige om, at de radikale indtil videre har vundet den duel, mens SFs bagland for tiden gør voldsomt oprør mod folketingsgruppens manglende evne til at sætte præg på regeringens politik

Samtidig har regeringen vist deres støtteparti Enhedslisten, at man reelt hellere vil indgå forlig med de borgerlige partier og dermed skabe brede forlig.
Regeringen er gentagende gange blevet beskyldt for løftebrud. Det bunder i, at regeringen i valgkampen gav befolkningen en forhåbning om en markant anderledes tilgang til særligt arbejdsmarkedspolitik, klimapolitik og udlændingepolitik. Faktisk gav regeringen ikke mange konkrete løfter. Thorning lovede i valgkampen at to mærkesager ville blive gennemført efter valget. Det drejer sig om boligpakken og betalingsringen, som regeringen dog ironisk nok alligevel ikke kunne blive enige om at gennemføre.

Regeringen skal have stor ros for sin reformvillighed. Efter en langsom indledning er de kommet i stort omfang. Den økonomiske politik har langtfra tilfredsstillet de socialistiske vælgere, så her ligger en stor kommunikationsopgave. Men viljen og evnen til at gennemføre regeringsgrundlaget hurtigt er meget positiv.

Regeringen har et stort ønske om at omfordele flere statslige midler, til at forbedre eksempelvis uddannelse, psykiatri, integration og arbejdsmarked.
Men på grund af det store underskud på statens finanser og den stagnerede konkurrenceevne, er regeringen tvunget til at generere flere penge i samfundet. Deres løsning indtil videre er i særdeleshed fokus på et øget arbejdsudbud.

3F vs Vejlegården

Medarbejderne på Restaurant Vejlegården har valgt at skifte fagforening fra 3F til Kristelig Fagforening.

Det betød at medierne i de nyhedsfattige sommermåneder, har dækket historien voldsomt i forhold til konfliktens omfang. Der sker simpelthen ikke ret meget andet.

3F er dybt utilfredse med udviklingen og har valgt at iværksætte en blokade foran restauranten, for at presse stedets direktør til at genindmelde sine medarbejde i 3F. Det vil han naturligvis ikke.

Blokade er en typisk fremgangsmåde i fagforeningsstridigheder, også længe før 3F blev til 3F, som en sammenslutning af bl.a. fagforeningen SiD. Blokaden er et effektivt middel til at presse restauratøren, da det kraftigt reducerer ans mulighed for at tjene penge. Uheldigvis for 3F har restauratøren en pæn mængde sympati i befolkningen, og vil nok tjene flere penge når konflikten er ovre.

Hvor 3F koster et godt stykke over 1.000 kroner om måneden, ligger Kristelig Fagforening (Krifa) i godt 400. Derudover har 3F forhandlingsret, dvs de er med i trepartsforhandlingerne med politikere og arbejdsgivere. Det er Krifa ikke, men vælger i stedet at kopiere store dele af den overenskomst som er resultatet af trepartsforhandlingerne.

Medarbejderne har valgt den billigere og lidt rettighedsreducerede løsning, og det har de naturligvis deres personlige frihed til at gøre. Store fagforeningernes eksklusivaftaler er heldigvis ved at forsvinde, og folk må selv vælge hvilken fagforening de vil være medlem af, eller om de overhovedet vil være med i én.

Det handler ikke om et opgør med den danske arbejdsmarkedsmodel. Modellen hvor arbejdsmarkedets parter gennem forhandlinger aftaler løn og arbejdsvilkår, er en fantastisk ordning, som udlandet er dybt misundelig over.
Det handler om at der skal være fri konkurrence mellem de forskellige fagforeninger. Målt på faglig indflydelse er 3F en langt bedre fagforening end Krifa, men altså også noget dyrere. Men man kunne godt forestille sig at nogle ville skifte fra Krifa til 3F, når de ser hvilke fordele 3F giver.

Folk skal selv have lov til at vælge fagforening, og at indføre dette frie valg ved lov, vil kun styrke den danske arbejdsmarkedsmodel. En faglig blokade understreger blot egen uvilje overfor fri konkurrence og dermed egen utilstrækkelighed.

Hvor meget magt skal staten have?

Er der overhovedet begrænsninger for hvad staten - samfundets omfordelingscentral - skal regulere?

Staten er en institutionen, der er skabt primært for at løse problemer for de mindre bemidlede i samfundet. På længere sigt kommer den dog alle borgere til gode i større eller mindre grad. Det afhænger dog af hvorvidt staten organiseres hensigtsmæssigt, men når det er tilfældet, er staten det bedste middel i løsningsprocessen på mange politiske spørgsmål.

Staten er den overordnede myndighed vi alle er aktionærer i, i form af forskellige indbetalinger til denne fælleskasse, men alligevel føler en form for afmagt mod, idet den ofte agerer med manglende hensyn, langsommelighed og ufleksibilitet.

Statens formål og legitime rammer
I tidernes morgen var der ingen stat. Kun mennesker. Man overlevede ved at være jæger, samler, jordbruger osv. Det giver risici i form af bl.a. sygdom, fejlsalgen høst, uddøende dyrearter og fjendtlige befolkninger. Disse og lignende problemer kunne ikke løses af det enkelte menneske, men kun gennem fællesskabets initiativ.

Statens oprindelige formål har altså været at varetage opgaven at løse diverse samfundsproblemer, som de enkelte borgere ikke kunne løse. Man havde brug for et organiseret fællesskab. Herved blev staten en organisering og siden en institutionalisering af fællesskabets initiativ.
Statens eksistensgrundlag er altså samfundsopgaver, der ikke kan løses af individet, men det betyder så også at de samfundsopgaver, der kan løses i privatsfæren ikke er et anliggende for staten. Det er selve statens legitimitet at den kun udøver magt på områder hvor det er nødvendigt.Det må være den overordnede ramme for det politiske område som staten skal forhold sig til.

Hvilke konkrete politiske spørgsmål staten skal forholde sig til er en vurderingssag. Ud fra Det er åbenlyst at staten skal arbejde med regionale problemer som miljø og kriminalitet, men skal holde sig fra forbud mod konkrete varer og adfærd, hvis det ikke generer andre end borgeren selv.

Staten er ejet af alle samfundets borgere, hvilket giver alle et medansvar. Heraf følger det logisk, at staten ikke må fratage borgeren sit personlige ansvar, da befolkningen over generationer ikke vil være i stand til at vedligeholde og reflektere over samfundet og staten.

EU
Princippet om at den øverste myndighed, staten kun skal have magtbeføjelser på områder hvor det private initiativ ikke rækker, kan også bruges om EUs udvikling. Det oprindelige mål i Kul- og Stålunionen var at varetage industrielle og forsvarspolitiske interesser på tværs af europæiske landegrænser. I dag er det nær uundgåeligt at EU udvikler sig til Europas Forenede Stater.

Den udvikling er en lang kompleks proces af gradvis øget politisk integration, som har betydet at EU har overtaget flere politiske opgaver fra medlemmerne.

Men hvis Europas Forenede Stater er legitimt, er det på betingelse at ingen samfundsopgaver kan løses i de enkelte medlemslande (tidligere nationalstater). EUs pendant til staten er Kommisionen. Den har initiativretten til politiske forslag. Denne initiativret kan idag anvendes på langt flere politiske områder end tidligere, hvilket klart understreger den øgede politiske integration.

Denne integration i EU, har på semi-demokratisk vis, betydet at unionen har mistet sin legitimitet. Det ses af de manglende folkeafstemninger i medlemslandene. Hvis borgerne i de enkelte lande blev spurgt om deres holdning i alle spørgsmål om suverænitetsafgivelse, ville udviklingen være gået meget langsommere. Det er fx dybt ironisk at et medlemsland er med i det politiske samarbejde efter ét 'ja' ved en folkeafstemning, men at landet derefter ikke stemmer om fortsat medlemsskab eller blot deltagelse i de forskellige politiske dele af EU.

EU er konstrueret således, at deltagelse er så forpligtende, at det er meget svært at komme ud igen, selvom befolkningen skulle ønske det.

Argumentet om at befolkningen ikke klar over hvad de stemmer ´nej´ til, kan sagtens være korrekt, men er blot en understregning af hvordan EU og nationalstaternes regeringer, har håndteret kommunikationen til befolkningen angående EU og unionens udvikling.

Anders Fogh Rasmussen
Et nyere eksempel på det er vanskeligt at fastslå den bedste størrelse på staten:

Anders Foghs berømte politiske bog "Fra Socialstat til Minimalstat" er ofte blevet citeret. Bogen er en voldsom kritik af velfærdsstatens udvikling, og argumenterer for en det direkte modsatte alternativ i form af minimalstaten.

Bogen blev ofte nævnt i politiske debatter under adskillige Fogh-regeringer, idet man så at hans regerings reelle politik ikke førte landet mod minimalstaten, men nærmere bevarede den. Danmark bevægede sig ikke væk fra socialstaten.

Der var altså en klar forskel mellem Anders Foghs Rasmussens holdninger i bogen og hvad hans regering senere gennemførte da han var statsminister. Det handler om idealistisk politik vs realistisk politik, men det er også en længere diskussion om politik og strategi.

Bredt forlig om førtidspension og flexjob

Kort efter den kontroversielle skattereform kommer nu endnu en reform af arbejdsmarkedet. Den er ligeledes baseret på et bredt forlig og sætter også politisk fokus på at øge arbejdsudbudet og incitamentet til at arbejde.

Forliget blev indgået med Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Reformens indhold:

- Sårbare og udsatte unge i fremtiden skal have en helhedsorienteret indsats i ressourceforløb, der tager udgangspunkt i den enkelte.
- Der investeres massivt i ressourceforløb. Om nødvendigt, skal der være plads til at give tid og ro i en periode til fx et behandlingsforløb i psykiatrien. I 2020 vil der være afsat 1,2 milliarder om året til ressourceforløb, hvilket stiger til 1,4 milliarder på langt sigt.
- Ressourceforløbene erstatter i fremtiden førtidspension for personer under 40 år. Der kan dog fortsat tilkendes førtidspension til personer under 40 år, hvis det er åbenlyst, at den enkelte ikke kan komme til at arbejde igen.
- Kommunerne opretter rehabiliteringsteams, der skal sikre en bedre koordinering af indsatsen på tværs af de mange forskellige forvaltninger og sektorer.
- Fleksjobordningen målrettes, så også personer med en meget begrænset arbejdsevne fremover reelt kan få glæde af ordningen.
- De største tilskud gives ikke længere til de fleksjobansatte, der har de højeste lønninger, men derimod til de fleksjobansatte med de laveste lønninger og den mindste arbejdsevne.

Reformen får ros for at søge at forbedre aktiveringsprocessen, men finansieringen medfører at reformen på kort sigt er socialt skæv. Der er altså endnu en gang tale om nærmest borgerlig økonomisk politik.
Reformen har også andet til fælles med skattereformen.
Aktuelt mangler staten penge, så statens udgifter skal omprioriteres og gerne mindskes. Hjælpen skal nu rettes særligt mod de med de største udfordringer for at komme på arbejdsmarkedet.

Aktiveringen skal forbedres, incitamentet for at arbejde færre timer på flexjob, skal være mindre (fordi det er vildt dyrt for staten) og folk under 40 får sværere ved at få førtidspension.

Flexjobbere er i venstreorienteret optik, set som en socialt udsat gruppe. De ville ønske at arbejde 37 timer, men kan af helbredsmæssige årsager kun klare et mindre antal om ugen. Derfor er det kontroversielt i regeringspartiernes bagland, at man tager penge fra flexjobbere. Målet helliger ikke midlet, og denne reform vil ikke mindske uligheden på kort sigt. På langt sigt er det en anden diskussion.

Beskæftigelsesministeriet har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik beregnet lønniveauerne for forskellige jobgrupper på flexjob.

	6 timer	15 timer	25 timer	Før reform (uanset arbejdstimer)
Kasseassistent	19.100	20.700	20.700	20.700
Rengøring	19.600	24.000	25.500	25.500
Buschauffør	20.100	25.200	27.700	29.700
Pædagog	20.500	26.100	28.700	33.200
Håndværker	20.700	26.400	29.300	35.100
Gymnasielærer	21.900	28.300	32.400	45.400

Tallene er månedsløn inklusiv pension og er baseret på gennemsnitstal for alle ansatte på et område, altså alle kasseassistenter, alle pædagoger osv.

Pædagogernes fagforening, BUPL, og Gymnasieskolernes Lærerforening, GL, vurderer, at ministeriet overvurderer det faktiske lønniveau for folk i flexjob. Ifølge BUPL's opgørelse tjener en pædagog i fleksjob typisk 27.350 kroner om måneden inklusive pension.

Når reformen indfases betyder det et voldsomt lønfald for de højest lønnede flexjobbere.

I øvrigt et uddrag fra Socialdemokratiets overordnede tilgang til socialpolitik ifølge deres hjemmeside:
Danmark er kendt som et land, hvor der er relativt få fattige, og hvor der ikke er store sociale og økonomiske skel, men uligheden er vokset, og flere børn vokser op i fattigdom. Den udvikling vil regeringen arbejde for at vende.

Magt vs kompromisløshed

Gennem 10 års borgerligt styre fra 2001 til 2011 var det konservative folkeparti det lille parti i forhold til Venstre i den borgerlige koalition. Partiet havde tidligere en gedigen storhedstid under Poul Schlüters styring, men har siden mistet vælgere i stort antal og Venstre overhalede dem i 90'erne.

Under regeringsperioden skiftede de konservative partiformand flere gange, deres største politiske kamp gjaldt flere skattelettelser, dog uden resultat, og de blev ofte hånet af politiske kommentatorer for reelt ikke at have den store indflydelse, fordi det store regeringsparti altid fik sin vilje.

At indgå i regeringskoalition er tit synonym med mere politisk magt. Men det lille regeringsparti har ofte også været nødsaget til at have en mere pragmatisk tilgang til politiske forhandlinger.

Midt i 2009 gik Socialdemokraterne og SF sammen om at danne et regeringsalternativ på den røde fløj. De blev enige om at være enige om langt de fleste politiske emner. Borgerlige politikere spurgte lystigt til de emner som umiddelbart skilte de to partier og fik nu mere pragmatiske svar.
At få del i magt fordrer pragmatisme.

Undervejs lå SF meget højt i meningsmålingerne, men historisk set har partiet altid ligget langt under Socialdemokraterne, og det gav sig udslag i hvordan de to partier tilnærmede sig hinanden. SF havde taget Socialdemokratiets holdninger til sig, og dermed havde det lille parti accepteret det store partis holdninger.

Senest har regeringen indgået en skattereform med borgerlige partier, som SF næppe ville have stemt for, hvis de ikke var i regering. Som skrevet i tidligere indlæg minder reformen mere om borgerlig økonomisk politik end socialistisk. Selvom SF har vist større kompromisvillighed de seneste år, er reformens udformning dybt kontroversiel i partiet. Den er socialpolitisk skæv og indeholder fx topskattelettelser finansieret ved bl.a. at sænke stigningstaksten på overførselsindkomster.

Det er i direkte modstrid med SFs egen økonomisk politik, og derfor er det ulmende oprør i partiet helt forventeligt. Der er andre problemer som dårlige meningsmålinger, en overbebyrdet partiformand og et dramatisk valg til landsledelse og næstformænd, men når partiets skattepolitiske forhandlere oveni indgår kompromis om en borgerlig skattereform, er oprøret helt naturligt.

Men SFs folketingspolitikere Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic har offentligt udmeldt at de stemmer imod reformen. Selvom folketingsmedlemmer ifølge loven primært er forpligtede overfor deres egen holdning, er det helt uhørt i dansk politik, at regeringspartiers medlemmer stemmer imod regeringens politik. Selvom to utilfredse politikere hører til partiets venstrefløj, viser deres offentlige utilfredshed, hvor langt væk reformen er fra SFs socialistiske samfundsideal. Ledelsen har gjort det klart at de ikke accepterer at medlemmerne stemmer imod, mens lokalformændene er mere splittede.

SF ville i regering af flere årsager, men primært fordi de anså det for at være en mere magtfuld position end blot at være en del af en eventuel rød regerings parlamentariske støtte. Indtil videre har partiet haft stor symbolsk magt som en mere integreret del af det socialistiske politiske samarbejde. Men samtidig har partiet ikke fået sat et tydeligt aftryk på regeringens politik, der nok ikke havde været anderledes hvis SF ikke var i regering.

Bredt forlig om skattereform

En 'rugbrødsreform' - Det var hvad skatteminister Thor Möger Pedersen kaldte regeringens udspil til reformen. Det skule handle om at øge arbejdsudbuddet og siden skabe arbejdspladser. Det vil sige at folk skal arbejde mere, og der skal skabes incitament til flere investeringer i erhvervslivet.

Thor diskede bl.a. op med ønsket om skattelettelser i topskatten, samt at overførselsindkomster i fremtiden skal stige langsommere. Det er nærmere liberal end socialistisk politik og er dybt kontroversielt blandt mange  af SFs vælgere.

De der havde stemt på SF og socialdemokraterne, havde nok ønsket en mere social reform. De ønsker fortsat at udjævne økonomiske skel i samfundet, og skulle der gives skattelettelser, skulle det være på bundskatten, som kommer de svagere befolkningsgrupper til gode.

Herefter skulle regeringen finde samarbejdspartnere. Det oplagte valg var regeringens støtteparti Enhedslisten, som dog aldrig før har stemt for en samlet finanslov. I sidste øjeblik blev det i stedet til en aftale mellem regeringen og Venstre samt Konservative.

Enhedslisten er pissesure og anser ikke længere sig selv for at være støtteparti til regeringen. Men de vælter alligevel ikke regeringen pga. alternativet og de aktuelle meningsmålinger. Partiet skovler samtidig nye medlemmer ind, hvilket må tolkes som en større folkeprotest mod, at den socialistiske regering endnu ikke har ført ordentlig socialistisk politik.

Samtidig må Venstre og Konservative samt de radikale anses som de store vindere, da skattereformen meget godt repræsenterer deres økonomiske politiske synspunkter.

Skattereformens indhold

·        Grænsen for topskatten sættes op. I dag er den på 389.000 kroner, men i 2020 vil grænsen være 467.000 kroner. Allerede i 2014 sættes den op med 20.000 kroner.

·        Rentefradraget sættes ned.

         I 2020 vil fradraget være på 20,4 procent. Det gælder for renteudgifter på over 50.000 kroner for enlige, og 100.000 kroner for par.

·        Beskatningen af firmabilerne øges.

·        Overførselsindkomsterne justeres fremover efter den almindelige prisudvikling (inflationen), og ikke som nu efter lønudviklingen. Det giver en lavere stigning.

·        Iværksætterskatten afskaffes.

·        Beskæftigelsesfradraget stiger gradvist til 10,6 procent i 2020.

·        Børnechecken beskæres for de rigeste. Tjener en forælder mere end 700.000 kroner, bliver der barberet to procent af den sum, der ligger over de 700.000 kroner.

·        Ældrechcken hæves med 4.500 kroner om året.

·        Pensionstilægget sættes op med 750 kroner årligt.

·        Rejsefradraget, der bruges når man henter arbejdskraft uden for Danmark, bliver halveret fra de nuværende 50.000 kroner til 25.000 kroner.

Det er solid keynesiansk ekspansiv skattepolitik. Reformen er så omfattende at den nærmest kan ses som en mindre finanslov. Staten sender øgede økonomiske midler ud i samfundet, som skaber øget forbrug og investeringer. Over tid vil regeringen investering komme tilbage i statskassen i form af øgede indtægter på skat, moms og afgifter, og sandsynligvis vil det med tiden generere flere penge end den oprindelige investering.

Reformen er en åbenlys konsekvens af at velfærdssamfundet er blevet overordentligt dyrt, så der skal tjenes flere penge til statskassen på langt sigt.

De nye arbejdspladser, som reformen skaber, bliver ikke til de ufaglærte. De bliver skabt i brancher hvor Danmark fortsat er konkurrencedygtig, hvilket ikke er i produktionsfasen, men i faserne med innovation, design og marketing samt klimavenlige erhverv.

Det kræver altså en videregående uddannelse for at få et job i fremtiden, og regeringen har nødvendigvis også et mål om at flere skal uddannes. Det er nødvendigt for at opretholde vores velfærdssamfund.

Når overførselsindkomsterne skal stige langsommere, er det både i tråd med ønsket om at øge arbejdsudbuddet, men også en erkendelse af at mange arbejdsløse ikke har et økonomisk incitament til at arbejde. Det er især et problem at arbejdsløse akademikere ikke søger job uden for det område de er uddannet. Det er en bivirkning af at de danske universiteter i mange år har uddannet langt flere humanister end arbejdsmarkedet efterspørger. Men mange venter alligevel mange år på at finde arbejde indenfor deres område.


Regeringen er nu tvunget til at fokusere på at omfordele mere socialt i kommende finanslove og reformer. Den store utilfredshed hos de mange røde vælgere og partimedlemmer vil eksplodere, hvis de ikke føler, at regeringens politik i fremtiden giver et socialt mere lige samfund.

Homo-vielser

Torsdag d. 7 juni fik homoseksuelle ret til at blive viet i de danske kirker.

Danmark er det første land i verden der giver disse rettigheder, og var også først, da man i 1989 indførte muligheden for registreret partnerskab.

Det er en voldsom hurtig udvikling i lovgivning og også tegn på en bemærkelsesværdig hurtig holdningsændring i befolkningen. Samtidig har det også været politisk opportunt at give rettighederne.

Danmark er en demokratisk retstat, bygget på protestantisk kristne værdier. Landet har altså en årelang politisk og religiøs tradition. I de senere årtier er der dog kommet større opbakning bag at skille stat og kirke, særligt fordi yngre generationer er markant mindre kristne. Vi bygger altså vores politiske argumentation i mindre grad på Bibelen.

De kristne værdier tilsiger stærke menneskerettigheder, men også et skeptisk syn på seksuelle afvigere som homoseksuelle - de kan jo ikke få børn og skabe en slægt på naturlig vis! Med tiden er perspektivet herpå dog skiftet i mere human retning, så homoseksuelle nu bør ligestilles med heteroseksuelle.
Så når homo-vielser indføres ved lov, understreger det bevægelsen mod ligestilling af af folk uanset seksualitet.

Den store konflikt ligger i Bibelens og dermed nogle præsters syn på homo-vielser. Det gamle Testamente er groft imod homoseksualitet, mens det nyere er mere vagt, men ikke ligefrem accepterende. Det har fået flere præster til at nægte at vie homoseksuelle. De er lige gode i Guds øjne, men deres seksualitet er ikke forenelig med kirkebryllupets funktion.

I en frigjort nation, hvor argumenter i højere grad konstreuers og valideres gennem fornuft frem for religion, er det naturligt at stille folk juridisk lige uanset seksualitet. Derfor skal homoseksuelle naturligvis have ret til at blive kirkeviet, ligesom de også skal have ret til adoption og kunstig befrugtning på lige vilkår med heteroseksuelle par.

Problemet er dog at kirkebryllupet er en kristen tradition, som foreskriver kristne værdier og kristent menneskesyn. Og hvis man læser Bibelen bogstaveligt, som nogle præster gør, så er homoseksualitet ikke et fundament for en familie og kirkebryllupet er derfor forbeholdt de heteroseksuelle.

De nye rettigheder er et stærkt politisk signal om ligestilling og et opgør med traditionelt kristent livs- og menneskesyn. Men i praksis kan det være en ambivalent følelse som homoseksuel at blive kirkeviet, da kirken symboliserer kristendommen og Bibelens manglende accept af seksuelle afvigere.

Christiania

Den lille koloni på Christianshavn er en blanding af hjemmebyggede træhuse, økologisk mad, natur og en massiv hashlugt.

Det har en unik hygge og stemning i vores tid og er voldsomt berømt rundt omkring i verden. Det er en velkendt seværdighed for alverdens turister. Det er en oase af ungdomsliv, idealistisk solidaritet og demokratisk fællesskab.

Men Christiania er også et center for hashsalg. Hash bør gøres lovligt, men så længe det er ulovligt, bør det ikke sælges, og det er en opgave for politiet at gribe ind. Salget skal indstilles, sælgere og bagmænd skal efterfølges juridisk og Christiania skal kontrolleres regelmæssigt, så fremtidigt ulovligt salg forhindres.

Når Hash legaliseres vil det medføre at det lukrative marked kan registreres og bidrage solidarisk til samfundet via skattebetaling. Det vil altså øge Christianias solidariske profil. Mens da hash er ulovligt, er det dybt usolidarisk at christianitter åbent accepterer hashsalg på deres område.

Salget foregår på Pusher Street, og der er opstillet skilte om at det er forbudt at fotografere. Det er ikke en lov, men en regel christianitter og sælgere selv håndhæver. Deres argument er at når nu hashsalget foregår, så skal forbuddet beskytte købere, der ikke ønsker at blive filmet, mens de køber den forbudte tobak.

På trods af at fotoforbuddet ikke er en lov fra Folketinget, håndhæves det, om nødvendigt med trusler og vold, hvilket naturligvis er strafbart. Man bryder altså loven med ønsket om på at beskytte køberne. Samtidig kan hverken borgere eller medier bekræfte eller dementere salget via billeder, selvom de har juridisk ret dertil.

I det danske retssamfund er der uden tvivl love, der er uhensigtsmæssige, og som hurtigst muligt skal laves om. Fx en legalisering af hash. Men uanset hvad man mener om loven skal den overholdes, da det er et grundprincip i en demokratisk retsstat, hvor man følger flertallet og respekterer mindretallet. Derfor er argumentet om at beskytte borgerens ulovlige hashkøb direkte udemokratisk og urimelig civil ulydighed. Det handler ikke om liv og menneskerettigheder, men blot tilgængelighed af ulovlig tobak.

Det er en opgave for politiet at håndhæve loven i hele landet, og en opgave for politikerne at lovgive rimeligt og hurtigt uden lovsjusk. Og mens vi venter på legaliseringen af hash, skal hashforbuddet følges, selvom man ikke er enig loven. Sådan er spillereglerne i en velfungerende demokratisk retsstat.

Mange danskere staver sløjt

Internettet er i særdeleshed i Danmark blevet 'allemandsforum'. Dvs. langt de fleste danskere kan finde ud af at gå på nettet og skrive deres mening om alt muligt. Det sker i mange former og fora.

Eksempelvis nationen, som er Ekstra Bladets brugerpanel. Alle (over 18) kan tilmelde sig og skrive deres holdning, og kun det mest elendige vrøvl bortcensureres.

Hvert større dagblad giver deres internetlæsere mulighed for at bidrage til debatten på deres hjemmeside, men der er også opstået fora for alverdens emner lige fra fødselsforløb til rollespilsvæsner. 

Det er primært til et gode. 

Problemet kommer, når almindelige mennesker udstiller deres manglende evne til at stave. Endog ganske simple ord. Der kan være svipsere på tastaturet, men også typiske fejl, fordi man grundlæggende ikke har lært det. Og nogle er sikkert også ligelade med deres stavemæssige inkompetence.

Typiske eksempler på stavefejl:

• Nutids-r - Det kan være svært at høre, men det hedder nu, jeg hører musik og ikke jeg høre musik. Og det styrer ikke rigtigt, når man skriver noget 'styre for vildt'. 
• Man lægger noget på bordet, og ligger i sin seng.
• Man lagde noget på bordet, og lå i sin seng (folk fatter det heller ikke i datid).
• Man hængte sin jakke op - ikke hang, hung eller hængede...
• Man kan være ude at gå sig en tur. 'At' udtales ofte som 'og', hvilket bare er sjusk.
• Synes er nutid og syntes er i datid. 
• Sammensatte ord. fx velfærdssamfund, informationsteknologi og internetbrowser. Det staves i ét ord og ikke i to. Det er en tendens fra engelsk, som sikkert bliver alment gældende om 10 år.
• Nogle har endda problemer med store eller små bogstaver samt at få sat det punktum.
• At sætte kommaer så en tekst bliver lettere at læse, er en nationalsygdom som nok aldrig kureres.

Skulle jeg selv lave nogle stavefejl, har jeg bragt egen røv i klaskehøjde, og det har jeg naturligvis også fortjent. Man behøver ikke være et forbillede for at påpege et problem, men man skal gøre sig umage og tåle konstruktiv kritik.

Udligningsreformen

Regeringen har sammen med Enhedslisten, netop gennemført en reform der styrker den økonomiske udligning blandt Danmarks kommuner.

Fakta: Det betyder aftalen

To nye kriterier bliver indført for at ramme kommunernes udgifter på det specialiserede socialområde mere præcist, nemlig ”Børn af enlige forsørgere” og nomadefamilier. Boligstøttekriteriet, der har været kritiseret af flere kommuner, bliver justeret. Det samme gør kriterierne ”familier i visse boligtyper”, ”personer med lav indkomst”, ”fald i befolkningstallet” og ”børn i familier med lav uddannelse”. Der bliver indført en mere korrekt indregning af skatteindtægter fra landbrugsjord. Der vil fortsat være en særtilskudspulje på 400 mio. kr. til kommuner med særlige økonomiske udfordringer, men der sker en forenkling af særtilskudspuljerne for at mindske udgifter til administration Der oprettes en helt ny social særtilskudspulje på 400 mio. kr. Tilskuddet til kommuner med øer og færgedrift bliver øget med 15 mio. kr. Finansieringsudvalget skal fortsat arbejde med udligningssystemet, bl.a. med en analyse vedr. udlændinge og kommunernes mulighed for at skabe vækst og nye arbejdspladser

http://www.kl.dk/Om-KL/Udligning-400-mio-kroner-flyttes-fra-by-til-land-id103750/?utm_source=kl.dk&utm_medium=rss&utm_content=KL-nyheder&utm_campaign=rss

Der var i forvejen en væsentlig omfordeling mellem kommunerne, men med den nye reform, er det altså øget, og dermed har regeringen for alvor ført socialistisk økonomisk politik.
Den øgede omfordeling betyder at de rige kommuner beklager sig, mens de fattige kommuner er glade. Da kommunalpolitikere er valgt til at varetage den lokale befolknings interesser, baserer deres holdning sig naturligvis på det snævre fundament, og ikke på hvad der er bedst for hele samfundet. Derfor er de inhabile og deres holdning uinteressant.

Derimod er det interessant hvad regeringen mener at få ud af reformen. Eksempelvis vi man styrke de fattige kommuners konkurrenceevne, ved at de rige kommuner nu formodentlig bliver nødt til at sætte skatten op, hvor de fattige kommuner tilsvarende måske kan sætte skatten ned. Samtidig kan man også mindske kvalitetsforskellen i institutioner og kommunal service.

Dog kan man også argumentere for at fattige kommuner mister noget incitament til at bruge pengene effektivt. Problemet er at man ikke selv løser sine problemer, men at regeringen har omfordelt penge uden at de fattige kommuner har givet noget til gengæld. Det er naturligt at borgmestre bruger penge i forhold til at øge sine chancer for genvalg. Derfor vil nogle at de ekstra penge i de fattige kommuner uundgåeligt blive anvendt fjollet på prestigeprojekter, som vil give flere stemmer. Man kan argumentere for, at disse penge normalt ville blive brugt på institutioner og kommunal service i de rige kommuner - altså mere effektivt.

Samlet synes reformen at udligne på et rimeligt grundlag.
Men det er dog problematisk at straffe de kommuner hvor der tjenes flest penge, hvor der produceres varer og tjenester til landets fordel, for at omprioritere pengene til de fattige og mindre produktive kommuner.

Man kan kalde det legitim socialistisk omprioritering, med et fokus på hele landet og mindre polarisering, men det kan i hvert fald ikke antages at være til landets bedste ud fra et økonomisk perspektiv, i en tid hvor der er økonomisk krise i Danmark og flere EU-lande, som Danmark gerne handler med.